Nu vil de også have forbud i Danmark

Nyheder
Foto: Shutterstock
Affyring af fyrværkeri over mange dage og uger har store konsekvenser for millioner af danske kæledyr, landbrugsdyr og dyr i naturen samtidig med, at det også er en stor miljøbelastning. Derfor mener Dyrenes Beskyttelse, at omfanget bør indskrænkes markant.

Lige nu læser andre også

I dag starter fyrværkerisalget rundt om i landet frem til og med 31. december. Det er dog stadig kun tilladt at affyre fyrværkeri i perioden fra 27. december til og med 1. januar. Men de restriktioner er langt bagefter vores nabolande, og det bør der gøres noget ved, mener Dyrenes Beskyttelse, der derfor har offetnliggjort en pressemeddelelse. 

”Det har enorme konsekvenser for dyrene, at vi i Danmark har en meget afslappet lovgivning for fyrværkeri. Vi taler om millioner kæledyr, landbrugsdyr og dyr i den danske natur, som potentielt kan opleve stress, angst og anden negativ påvirkning ved affyring af fyrværkeri, som står på over meget lang tid. Stod det til os, så burde fyrværkeri kun affyres af professionelle og kun inden for en meget begrænset tidsperiode omkring nytårsaften,” siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

I Norge, Sverige, Finland, Holland og Tyskland er det kun tilladt for privatpersoner at affyre fyrværkeri i perioden fra 31. december til og med 1. januar. Og i nogle tilfælde er det endda yderligere begrænset af klokkeslæt, fx fra kl. 18 nytårsaften til kl. 2 om natten.

”Det er meget mere fornuftigt med en begrænset affyringsperiode. Men der bør også ses på selve salgsperioden. De fleste af os kan jo med det blotte øje konstatere, at de to ting hænger nøje sammen, fordi der er mange, som begynder at skyde krudt af allerede fra det kan købes i butikkerne,” siger Jens Jokumsen.

Dyrenes Beskyttelse vil gerne have salget af fyrværkeri til privatpersoner helt stoppet og foreslår, at man i en overgangsperiode kan begrænse tidsrummet, hvor der må fyres af, til et vindue på 8 timer fra 31. december kl. 18 til 1. januar kl. 2. Desuden bør salget af fyrværkeri begrænses til d. 29. til og med d. 31. december.

Opbakning til dyr og miljø

En undersøgelse, som Epinion gennemførte for Dyrenes Beskyttelse sidste år, viste, at hele 67 % af danskerne mener, at der generelt bør fyres mindre fyrværkeri af til nytår. Det er særligt hensyn til miljø og kæledyr såvel som vilde dyr, der ligger danskerne på sinde, viser undersøgelsen.

Og det er nemlig ikke kun dyrene, der står til at have glæde af en begrænsning af fyrværkeri, påpeger Jens Jokumsen. Affyringen og fremstillingen af fyrværkeri har alvorlige negative påvirkninger på miljøet. Selve fremstillingen af fyrværkeri har et stort ressourcetræk på kloden, da en del udvindes fra minedrift, og derved kan forårsage ødelæggelser af habitater og naturområder.

”Desuden er alt det fyrværkeriaffald, der ligger og flyder i dagene efter, farligt for både kæledyr og vilde dyr. Hvis dyrene fx sluger det, kan de komme alvorligt til skade,” siger Jens Jokumsen.

Uddrag af undersøgelsen

  • 67 % (690) svarer ja til, om der generelt bør fyres mindre fyrværkeri af til nytår. 22 % (224) svarer, at det mener de ikke. 11 % (107) svarer ’ved ikke’.
  • De mest populære begrundelser for at begrænse fyrværkeri er hensyn til miljøet (47 %), hensyn til kæledyrene (39 %), hensyn til dyrenes i naturen (37 %), hensyn til personsikkerhed (34 %) og hensyn til brandsikkerhed (30 %).
  • 23% (231) svarer, at de har hund i deres husstand. Heraf svarer 45% ja til, at deres hund er bange for fyrværkeri. 49% svarer nej, og 6 % svarer ’ved ikke’.
  • 43 % (437) svarer, at de har kæledyr/hobbydyr i deres husstand. Heraf svarer 2 ud af 3, at de tager særlige tiltag i brug for at skåne deres kæledyr mod larm og fyrværkeri nytårsaften. De mest populære tiltag er, at man undlader selv at fyre fyrværkeri af (30%), tænder musik der camouflerer fyrværkerilyde (29%) og trækker gardinerne for for at skærme mod lysglimt (27%).

Undersøgelsen er udarbejdet af Epinion på baggrund af i alt 1021 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel. Interviewene er gennemført i perioden 24. september – 7. oktober 2019. Data er vægtet efter køn, alder, region og uddannelse, så resultaterne kan betragtes som repræsentative for befolkningen, oplyses det. 

 

Anbefalet til dig