Der er ikke nogen tvivl om, at de seneste års prisstigninger har ramt mange danskere hårdt.
Både dagligvare, strøm og varme har allerede trykket på pengepungen, og særligt i de seneste uger har det været dyrt at varme hjemmet op.
Mangel på sol og vind har begrænset outputtet af de grønne energiformer, og med det in mente er der endnu mere grund til at se frem til en ny aftale, der kommer til at påvirke danske fjernvarmekunder.
Dansk Fjernvarme ser frem til, at der med en ny aftale om geotermi mellem Vestforbrænding og Innargi, kommer endnu et skub til geotermi som klimavenlig fjernvarmekilde.
"Vi glæder os på vegne af begge parter, at de har landet en aftale om et geotermi-anlæg i Storkøbenhavn. Og vi håber, det ender med at kunne sikre klimavenlig varme til en god del boliger i Lyngby-Taarbæk," siger Nicolai Kipp, afdelingschef for Varmefaglig Afdeling i Dansk Fjernvarme.
"Geotermi har som varmekilde potentialet til at stå for 30 procent af al fjernvarmen i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi får nogle gode projekter, der kan bane vejen for andre," oplyser han.
Det er ikke kun i Danmark, der er et stort potentiale i at udnytte varme fra undergrunden. Flere steder i Europa har samme gode forudsætninger for at droppe fossile brændsler til fordel for geotermisk varme. Nye anlæg i Danmark vil derfor kunne bruges som udstillingsvinduer for eksport af både fjernvarme og geotermi.
"Sammen med fjernvarme har geotermi også et stort eksportpotentiale. Fjernvarmeløsninger er allerede en vigtig bestanddel i vores eksportstrategi af energiteknologi. Med gode eksempler på geotermi herhjemme kan vi fremvise endnu en teknologi for resten af Europa, der står overfor en stor opgave med at skifte fra gas til grønnere løsninger," siger Nicolai Kipp.