Ny DR-løve sætter tænderne i knivskarpt makkerpar

Af: Thea Andersen

|

12/01/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Med kvalitetsknive som omdrejningspunkt har to unge nordjyder skabt et univers for køkkenredskaber i samarbejde med Michelin-kokke og køkkenchefer. Med en passion for madlavning som den stærkeste ingrediens har Mike Horup og Mathias Lydersen på få år opbygget Qookware, som har kurs mod en tocifret millionomsætning og en voksende portefølje af egenudviklede køkkenredskaber. De overbevisende resultater fik i aftenens afsnit af Løvens Hule løven Tahir Saddique på banen med en investering på 250.000 kroner for 15 procent af virksomheden.

Lige nu læser andre også

Man kommer ikke langt på SU, når man skal købe køkkenknive. Derfor måtte Mike Horup og Mathias Lydersen i flere år dyrke deres interesse for god mad med middelmådige knive i hånden.

De to unge nordjyder mødtes tilfældigt på en arbejdsplads i 2019, hvor den fælles passion for kogekunst blev startskuddet til det, der i dag er millionvirksomheden Qookware.

Frem til 2021 drev de virksomheden sideløbende med deres studier og fokuserede primært på kvalitetsknive, der er til at betale. Siden er sortimentet udvidet betragteligt og omfatter nu - ud over en bred vifte af kvalitetsknive - også andre køkkenredskaber, serveringsredskaber, slibesæt, skærebrætter og som det seneste, airfryers, skriver Lange PR i en pressemeddelelse.

Qookware har allerede fået en række investeringer, blandt andet fra Martin Dommerby, som sidder med i bestyrelsen og er en del af ejerkredsen. Virksomheden har desuden kørt en crowdfunding-kampagne for en knivserie, som genererede en million kroner, og planlægger en tilsvarende kampagne for en ny stegepande. Med investeringen fra Tahir Saddique i Løvens Hule får Qookware tilført 250.000 kroner og får samtidig en engageret investor ombord, der skal være med til at opretholde både et nationalt og internationalt momentum i virksomheden.

Omsætningen i Qookware er steget støt, siden de to stiftere gik på fuldtid; fra 3.7 millioner kroner i 2021 til fem millioner i 2023 og et budget på 12 millioner kroner i 2024 – fordelt på salg i mere end 50 lande.

"Vi er meget beærede over at få en erfaren investor som Tahir Saddique med på holdet. Vi driver en sund og indtægtsgivende virksomhed, men har brug for en medspiller, vi kan sparre med omkring de næste skridt, vi skal tage, som skal bringe virksomheden op på et helt andet niveau," siger de to stiftere af Qookware, Mike Horup og Mathias Lydersen, som begge er fra Aalborg, og fortsætter:

"Vi er i bund og grund to glade madentusiaster, der har lært at drive virksomheden, mens vi har bygget den, så det bliver godt at få en kapacitet med på sidelinjen, der samtidig kan supplere vores professionelle bestyrelse."

Det er lykkedes de to stiftere at etablere et professionelt set up med producenter i Kina, Polen, Pakistan og Indien. De egenudviklede knive, som er grundstenen i sortimentet, er designbeskyttede og udviklet i samarbejde med førende kokke, herunder blandt andet Michelin-kokken Michael Nørtoft og køkkenchef Michael Miv Pedersen, som også ejer en række restauranter, blandt andet Tabu i Aalborg og Glashuset i Lønstrup. Knivbladene produceres i Kina efter japanske principper, mens træskæfterne, der er designet i samarbejde med en industriel designer på Aalborg Universitet, produceres i Polen.

Set fra den nye medejer Tahir Siddiques perspektiv er investeringen i Qookware en ”no-brainer”:

"Vi har to enormt sympatiske og dygtige nordjyske gutter, der rent faktisk har formået at skabe en forretning i vækst, som jeg er overbevist om, vi sammen kan få til at vokse i fremtiden. Det er en virksomhed, der er i konstant fornyelse, og det tiltaler mig. Deres knive har vundet priser, fordi de vitterlig er gode, men det får ikke drengene til at stoppe dér. De fortsætter med at udvide sortimentet og er hele tiden fokuserede på, at de nye produkter skal opretholde den samme tårnhøje standard som de eksisterende," siger Tahir Saddique og tilføjer:

"Jeg kan bidrage med at sparke nogle døre ind og hjælpe dem med at udvide forretningen herhjemme men især også i udlandet, for det, de her drenge kan, er altså virkelig godt."

Læs mere om virksomheden på www.qookware.dk

Anbefalet til dig