Ny EU-regel indført: Apple tvinges til markant ændring på iPhone

04/10/2022

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Apple er tvunget til at følge nye regler fra 2024, som kræver, at de gennemfører en markant ændring på fremtidige iPhone-modeller.

Mest læste i dag

På trods af, at de har været klare modstandere af det, siden forslaget kom frem, står det nu klart, at Apple skal ændre på fremtidige iPhone-modeller, så de lever op til de nye regler i EU.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tirsdag er det nemlig blevet vedtaget med et stort flertal i Europa-Parlamentet, at der skal indføres en fælles opladningsport for alle elektroniske enheder.

Apple har længe protesteret, men nu er der endelig blevet sat et punktum i sagen, der har strakt sig over de seneste måneder.

Det vurderes, at det i alt vil kunne spare forbrugerne i Europa for op mod 250 millioner euro om året, da de fremadrettet slipper for at købe unødvendige opladere. Det svarer til cirka 1,8 milliarder danske kroner.

Oprindeligt lød forslaget på, at alle mobiltelefoner, tablets, høretelefoner, digitale kameraer samt trådløse højttalere, der i fremtiden bliver sendt på markedet, skal kunne lades op via USB-C.

I dag er der et hav af enheder, der gør brug af USB-C, hvilket blandt andet gør sig gældende for en lang række Android-telefoner.

Langt størstedelen af enhederne fra Apple gør dog ikke brug af USB-C, hvilket blandt andet gælder de fleste iPhone- og iPad-modeller. Derfor har Apple også protesteret voldsomt mod de nye regler, men det har altså ikke hjulpet dem.

Til en start er det kun mindre elektroniske enheder, der er omfattet af de nye regler. Fra 2026 vil det dog også være gældende for bærbare computere, hvilket er vedtaget med henblik på at give producenterne mere tid til at omstille sig til de nye regler.

Ifølge Bloomberg har Apple dog været forberedt på, at det kunne blive nødvendigt med en ny iPhone med USB-C-stik, hvorfor denne allerede er under udvikling. Det forventes, at den vil blive lanceret næste år.

Anbefalet til dig