Lene Beier har travlt med at drive hotel i Østrig, hvorfor hun har mindre tid til at lave tv i Danmark.
Hun fortsætter som vært i programmet 'Vi drukner i rod', men stopper i 'Landmand søger kærlighed', som hun har været frontfigur på i 13 år.
Den nye vært er Sofie Martinusen, og hun er klar til at gøre rollen til sin egen.
Sofie Martinusen, der blev landskendt i 'Bachelorette', hvor hun fandt kærligheden med Daniel Lazrak Vadsholt, fortæller ifølge BILLED-BLADET, at hun længe har kigget på værtstjansen - dog mest som en joke.
Hun har nemlig tidligere lavet sjov med, at hun gerne ville overtage, hvis Lene Beier en dag stoppede. Da TV 2 faktisk kontaktede hende, blev hun mildest talt begejstret.
"Jeg har for et års tid siden joket med, at hvis Lene Beier stoppede, skulle TV 2 ringe til mig. Da jeg så fik at vide, at de havde mig stående på en liste over kandidater, var jeg ved at gå ud af mit gode skind," siger Sofie Martinusen.
Lene Beier har været en vigtig inspirationskilde for Sofie, og hun har allerede rakt ud for at få et par råd med på vejen.
"Lene var så sød at skrive til mig, og jeg spurgte, om jeg ikke må ringe til hende. Det måtte jeg, så jeg skal have ringet til hende for at få nogle gode råd. Hun er jo bare fantastisk," lyder det fra 'Bachelorette'-stjernen.
De nye optagelser til programmet er endnu ikke begyndt, og Sofie afslører, at der ikke er planlagt store ændringer i konceptet.
Fokus er at bevare den varme og ærlige stemning, som har gjort programmet populært - nu med Sofies egen tilgang.