Selvom der snart er 5.000 heldige danskere, der har vundet gevinster på mindst en million kroner i Danske Spils lotterier, så fortæller nye millionærer ofte, at de ikke kender andre, der har vundet…
Sådan gik det ikke for medlem nummer 4.706 af Danske Spils Millionærklub. Tværtimod.
”Nej, ha! Min kone havde tit sagt, at nu måtte det da snart være min tur til at vinde. Jeg er den tredje i familien, der vinder gevinster på minimum en million kroner,” fortæller manden med et grin til Danske Spil.
Igennem årene har han altid svaret noget i stil med, at han da håbede, at gevinsten snart ville komme, men da han først sad med det helt perfekte svar at give hende, så svigtede talegaverne.
”Jeg ringede hjem for at fortælle det til min kone, men jeg kunne næsten ikke sige det. Jeg fik en klump halsen, det var så svært at sige, fordi jeg blev helt rørt,” fortæller manden, hvorefter konen, som sidder ved siden af, bryder ind i samtalen.
”Han var helt grødet i stemmen, så jeg troede, der var sket noget. Jeg spurgte ham, om der var sket noget med et af børnene, og han ville så sige, at det var bedre eller større, men i stedet kom han til at sige ’nej, det er værre!’. Så jeg troede jo det værste, men så sagde han: Danske Spil har ringet. Jeg har vundet en million,” mindes mandens hustru.
Manden fortæller, at de mange penge dels skal gå til mandens pensionsopsparing, og dels til fælles rejser for parret.
I første omgang har de valgt at opgradere en rejse, de allerede havde købt, men de planlægger også at købe en både eksotisk og ekstravagant rejse for en del af gevinsten.
”Vi rejste jo i forvejen, så man kan sige, at millionen mere er flødeskummet, som er kommet oven på. Jeg spiller Lotto for et fast beløb hver uge, og så håber jeg. Man håber jo hver eneste gang, man spiller. Og man lever faktisk i håbet lige til dagen kommer. Jeg tænkte selv: ’Bare jeg vinder en million, så er jeg glad og tilfreds’. Og det er jeg blevet nu,” siger han.