Ny lov er trådt i kraft: Koster 30.000 kroner at overtræde den

Nyheder
Foto: Shutterstock
Det er ikke ligefrem billigt at overtræde den nye lov.

Lige nu læser andre også

Asbest kan være livsfarligt, hvis det ikke bliver håndteret korrekt.

Derfor vedtog et enigt Folketing i foråret, at nedrivning af asbest fremover kun må foretages af autoriserede virksomheder.

Det vil også betyde, at private boligejere ikke selv må nedrive for eksempel et tag med asbest. Siden den 1. juli har 268 virksomheder opnået autorisation.

Sådan skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

"Asbest kan være livsfarligt. Derfor er det afgørende, at asbest bliver håndteret med den største forsigtighed. Alligevel har der den seneste tid været for mange eksempler på, at asbest er blevet håndteret dybt uforsvarligt," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og fortsætter:

"Værst var eksemplet fra Sønderjylland, hvor en virksomhed helt vanvittigt havde hyret børn til at nedrive asbest. Det viser tydeligt, at autorisationskravet er et vigtigt skridt i kampen mod ulovligt asbestarbejde."

Arbejdstilsynet vil fremover føre tilsyn med, at virksomheder, der nedriver asbest, har den nødvendige autorisation.

Sikkerhedsstyrelsen vil desuden kontrollere, om virksomheder overholder betingelserne for autorisation, ligesom det sker på andre områder med autorisationskrav.

Overtrædelse af kravet om autorisation kan medføre bøder til virksomheder, som i udgangspunktet vil ligge på 30.000 kroner, men bødeniveauet vil være højere i grove tilfælde.

"Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at arbejde med asbest sker med omtanke og med de rette sikkerhedsforanstaltninger. Vi gør det her for at beskytte de mange medarbejdere, der er ansat i virksomheder, som arbejder med asbest, men vi gør det også for, at færre private udsætter sig selv for det farlige asbeststøv," siger Ane Halsboe-Jørgensen videre.

Reglerne indebærer blandt andet, at virksomheder, der nedriver asbest, skal have en fagligt ansvarlig med den nødvendige uddannelse til at sikre, at reglerne overholdes.

Virksomhederne skal også fremover have et kvalitetsledelsessystem, hvor de skal beskrive, hvordan de arbejder med nedrivningen af asbestholdigt materiale, og der skal også være en slutevaluering af, om arbejdet er udført efter reglerne.

Anbefalet til dig