Ny lov træder i kraft 1. oktober. Fast udgift falder 600 kroner for alle borgere.

Nyheder
Foto: Shutterstock
"Virksomhederne må tage ansvar," lyder det.

Lige nu læser andre også

Danmark er et af de lande i EU, der laver allermest husholdningslignende affald per borger.

Halvdelen af det affald består af emballageaffald, som brugte shampooflasker, kødbakker og anden indpakning.

En stor del af emballageaffaldet bliver genanvendt, når borgerne sorterer affaldet, men de store mængder af emballage skal nedbringes, og der skal genanvendes langt mere, end der bliver gjort i dag.

Sådan skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

Derfor skal producenter, som sender emballage ud i butikkerne, som noget nyt, til at betale for indsamlingen og behandlingen af emballagen, når det smides i skraldespanden.

Det er konsekvensen af ny lov, som nu er vedtaget i Folketinget, og som følger op på den politiske aftale om udvidet producentansvar (2022), som S, V, SF, EL, DF, RV, M, K og ALT står bag.

”Emballage fylder alt, alt for meget i vores affald, og de kæmpe mængder indpakning, vi bøvler med at pakke ud, sortere og genanvende, skal nedbringes. Men den opgave kan forbrugerne og husholdningerne ikke stå alene med,” siger miljøminister Magnus Heunicke og fortsætter:

"Virksomhederne må tage ansvar ved at skære ned på emballagen og gøre det lettere at genanvende. Og det er formålet med denne lov, som forventes at øge genanvendelse af høj kvalitet med cirka 60.000 tons om året."

Med loven flyttes regningen for håndteringen af emballageaffald fra borgernes affaldsgebyr over til virksomhederne.

Det skønnes at kunne medføre en reduktion i borgernes affaldsgebyr på cirka 500-600 kroner eksklusiv moms pr. husholdning om året.

Danskerne skal fortsat sortere affald, som de plejer, og det vil fortsat være kommunerne, der indsamler emballageaffald. Men herefter skal kommunerne overdrage affaldet til virksomhederne, som sørger for, at affaldet bliver genanvendt.

Det udvidede producentansvar for emballage træder fuldt i kraft den. 1. oktober 2025.

Anbefalet til dig