Ny lov vedtaget: Alle kommuner i Danmark kan nu forbyde det

05/5/22 08:46

Ida Hansson

Folketinget har netop vedtaget en lov, der giver landets 98 kommuner mulighed for at forbyde det.

Hvert år dør alt for mange danskere for tidligt som følge af luftforurening. Særligt de gamle brændeovne er en stor udleder af sundhedsfarlige partikler. Partikler som er med til at forkorte borgernes levetid og forårsage alvorlige sygdomme.

Nu får kommunerne mulighed for helt at forbyde ældre brændeovne og pejseindsatser produceret før juni 2008 i områder med fjernvarme og naturgas. Det vil sige der, hvor flest mennesker bor og færdes.

Forslaget, som er en del af den politiske aftale ’Miljøinitiativer i grønne byer og en hovedstad i udvikling’ mellem regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, er netop stemt igennem efter tredjebehandling i Folketinget.

Ældre brændeovne skønnes at udlede op til fem gange så mange partikler som nye brændeovne, og derfor er det et vigtigt skridt i retning af grønnere og renere byer, siger miljøminister Lea Wermelin:

"Luftforurening er skyld i, at tusindvis af danskere dør for tidligt hvert år. Derfor skal vi have renere luft i byerne og på villavejene i hele landet. Nu får kommunerne et nyt værktøj til at sikre renere luft, når vi giver dem mulighed for at forbyde gamle brændeovne, uden at borgerne er nødt til at etablere en ny varmekilde," siger miljøminister Lea Wermelin.

Siden april 2021 har det været obligatorisk at skifte eller nedlægge en gammel brændeovn fra før 2003 i forbindelse med boligkøb. Den øgede udskiftning af gamle brændeovne er derfor allerede i gang over hele landet. Det oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne og Alternativet stemte for forslaget. Efter planen kan kommunerne vælge at anvende forbuddet mod de ældste brændeovne fra 1. januar 2023.

Fakta:

  • Der er i alt ca. 700.000 brændeovne og pejseindsatse i Danmark, heraf er ca. 400.000 med stor usikkerhed vurderet at være før 2008.

  • Ca. 55 pct. af landets brændeovne er placeret i områder med fjernvarme eller naturgas. Det vurderes med stor usikkerhed, at der i 2020 var ca. 220.000 brændeovne fra før 2008 i områder med fjernvarme og naturgas.

  • Ifølge DCE dør ca. 4.000 danskere for tidligt hvert år som følge af luftforurening, heraf tilskrives ca. 850 dødsfald udledning fra alle danske kilder.

  • Den samlede miljøeffekt af den nye lov vil afhænge af, hvor mange kommuner der vælger at benytte sig af den nye mulighed om at forbyde ældre brændeovne og pejseindsatser i områder, hvor der er fjernvarme og naturgas.