Hos OK vil man gerne gøre noget godt for sine elkunder.
Derfor har man udviklet en app, der giver dem mulighed for at se elpriserne time for time. Det betyder, at elkunderne kan planlægge deres energiforbrug til der, hvor strømmen er billigst.
Det skriver OK i en pressemeddelelse.
”I OK er vi stolte over at have udviklet en app, der understøtter danskernes stigende interesse for at spare på energien. Gennem OK Hjem appen sikrer vi nemlig, at vores kunder kan træffe velovervejede beslutninger om deres elforbrug, da de kan se den præcise kilowatt-timepris for deres adresse,” siger Susanne Bastkjær Thomsen, OK’s produkt- og kanaludvikler.
"Noget vi gør særligt i forhold til vores konkurrenter er, at vi viser prisen med det hele. Det vil sige, at kunderne kan se prisen inklusiv skatter og afgifter i appen," tilføjer hun.
Foto: PR OK
En stigende interesse for elpriserne
OK Hjem appens første version blev lanceret i december måned. Siden har OK oplevet en markant stigning i besøgsantallet, særligt i perioder med lave eller endda negative priser.
”I 2022 oplevede danskerne rekordhøje stigninger i elpriserne. Det har ikke alene øget deres motivation for at reducere energiforbruget, men har også ført til ændrede forbrugsvaner. Det er derfor oplagt at downloade vores OK Hjem app, hvor man time for time kan tjekke prisen på en kilowatt-time,” siger Simon Vestergaard Pedersen, OK’s produkt- og markedsudviklingschef.
”Mange vil opleve betydelige besparelser ved at bruge strøm på nogle andre tidspunkter, end de plejer. Der er stor forskel på prisen, om du eksempelvis tænder tørretumbleren i morgen aften klokken 20.00, hvor prisen er 3,21 kroner pr. kWh., eller gør det i dag klokken 13.00, hvor det koster 1,47 kroner pr. kWh.," understeger han.
Appen er fortsat under udvikling og bliver løbende forbedret med nye og smarte funktioner. Til efteråret kommer der en ny version, som både kan vise elkundernes forbrug, og hvad de skal betale for de brugte kWh, direkte i appen. Det skal give kunderne mulighed for at sammenligne elforbruget.