Ny opgørelse: Så mange ukrainere har søgt asyl i Danmark

Nyheder
Foto: Shutterstock
Udlændingestyrelsen har offentliggjort en opgørelse over, hvor mange ukrainere, der har søgt asyl i Danmark.

Lige nu læser andre også

Den russiske invasion af Ukraine har resulteret i, at mange hundredetusinde ukrainske statsborgere har valgt at flygte fra deres hjemland.

Flere af dem er nået til Danmark, hvor de har søgt asyl, da de ønsker at opholde sig i Danmark, fordi deres eget land hærges af krig.

Siden Ruslands startede sin invasion af Ukraine torsdag 24. februar har 158 ukrainske statsborgere søgt asyl i Danmark.

Dette fremgår af en ny opgørelse, der er blevet offentliggjort af Udlændingestyrelsen. I denne opgørelse fremgår det ligeledes, at styrelsen har i sinde at opdatere opgørelsen over ukrainere, der søger asyl i Danmark alle hverdage.

I opgørelsen ses det tydeligt, at der har været en kraftig stigning i antallet af ukrainere, der har søgt asyl i Danmark, efter deres hjemland er blevet invaderet af russiske styrker.

Det fremgår nemlig, at der i perioden fra den 1. januar 2022 til 23. februar, som er dagen før invasionen begyndte, kun var fem ukrainske statsborgere, der søgte om asyl.

Tallet ser helt anderledes ud, når man ser fra den 24. februar og frem. Mellem den 24. februar og den 3. marts er der nemlig 158 ukrainere, der har søgt asyl, hvoraf hovedparten af ansøgningerne (154) er kommet i denne uge.

I opgørelsen fra Udlændingestyrelsen fremgår det desuden, at ​​der torsdag var 104 ukrainske statsborgere, der var blevet indkvarteret på et asylcenter eller lignende.

Ovenstående tal er dog ikke ensbetydende med, at der kun er kommet 158 ukrainere til Danmark siden 24. februar. Tallet kan derimod sagtens vise sig at være højere.

Det skyldes, at Ukraine har en aftale om visumfrihed. Det vil sige, at enhver ukrainer med biometrisk pas frit kan rejse ind i Danmark i 90 dage, uden at de behøver at ansøge om asyl. Det behøver de først at gøre, når de 90 dage er gået.

Hertil kan det heller ikke udelukkes, at der er ankommet flere ukrainere, der har i sinde at søge om asyl, men som endnu ikke har indleveret deres ansøgning.

Anbefalet til dig