Ny rekord: Sælges som aldrig før

09/08/2022

Ida Hansson

Foto: Shutterstock
Danmarks eksport af lægemidler det første halvår af 2022 er den største nogensinde for de første seks måneder af et år.

Mest læste i dag

Der sælges danske lægemidler i udlandet som aldrig før. Danmarks eksport af lægemidler det første halvår af 2022 er den største nogensinde for de første seks måneder af et år.

Ifølge de seneste eksporttal fra Danmarks Statistik har den danske lægemiddelindustri solgt lægemidler i udlandet for 76,6 mia. kr. i løbet af de første seks måneder af i år.

Det er en stigning på ca. 8,3 milliarder kroner sammenlignet med samme periode sidste år, hvilket er 12 procent højere.

Det er samtidig en stigning på 4,3 milliarder sammenlignet med rekordåret 2020, hvor eksporten af lægemidler var på 72,3 milliarder kroner i løbet af det første halvår. Det oplyser Lif Lægemiddelindustriforeningen i en pressemeddelelse.

”Lægemiddeleksporten er et velfærdsbarometer. Det giver velstand og arbejdspladser, når eksporten af lægemidler vokser, og det er til gavn for patienter verden over. Lægemidler er Danmarks største eksportvare, og derfor er det afgørende at fastholde den positive udvikling. Det kræver stærke rammevilkår, der blandt andet handler om at sikre, at industrien har bedre adgang til højt kvalificeret arbejdskraft, og at der er stærke rammer for produktion, forskning og udvikling i Danmark”, siger koncernchef Ida Sofie Jensen fra Lægemiddelindustriforeningen, Lif.

I løbet af de seneste år er eksporten fra de danske lægemiddelproducenter særligt vokset meget på en række markeder uden for EU.

Det gælder eksempelvis på det kinesiske marked, hvor eksporten af lægemidler indtil videre er på 8,5 milliarder kroner Det er en stigning på 1 milliarder kroner sammenlignet med de første seks måneder af sidste år.

Lægemidler er Danmarks klart største eksportvare, og næsten en femtedel af landets eksport kommer nu fra lægemidler.

I 2021 udgjorde lægemidler over 17% af Danmarks samlede vareeksport, og andelen har været stigende de seneste år.

Til sammenligning var lægemiddeleksporten på knap 40 mia. kr. i 2007 og udgjorde 7% af vareeksporten.

I de første seks måneder af 2022 var Danmarks samlede vareeksport på knap 450 milliarder kroner, og lægemidler tegnede sig for 17% af eksporten af alle varer.

Anbefalet til dig