I samarbejde med Østjyllands Politi anholdt Københavns Politi torsdag formiddag seks mænd på forskellige adresser i Aarhus Vest.
De anholdte er i alderen 20 til 36 år, og de mistænkes for i en længere periode at have kørt til København i weekenderne, hvor de i nattelivet har henvendt sig til berusede personer, som havde brug for en taxa.'
Under kørslen har den forurettede siddet foran på passagersædet i den tro, at han var alene i bilen med chaufføren.
Sådan skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Dog har en medgerningsmand upåfaldende og klædt helt i sort ofte befundet sig på bagsædet, hvor han har kunne aflure passagerens pinkode eller MobilePay-kode.
Ved afregning er der blevet benyttet en falsk og uvirksom betalingsterminal. Efterfølgende har chaufføren stjålet personens kort eller telefon, og i nogle tilfælde har det udviklet sig til røveri. Herefter har gerningsmændene misbrugt betalingskortene til både varekøb og kontanthævninger.
”Vi mistænker de anholdte for på meget organiseret vis at have stået bag en lang række sager, hvor de har udset sig meget berusede personer, som de har lokket ind i deres pirattaxaer. Vi har haft en omfattende efterforskning af sagen, og selv om vi har seks anholdte, så vil jeg ikke afvise, at vi kommer til at foretage flere anholdelser,” siger vicepolitiinspektør Peter Reisz fra Københavns Politi.
Han opfordrer til, at man holder sig fra pirattaxaer, når byturen er slut, og man skal hjem.
”Jeg vil på det kraftigste advare mod at stige ind i en pirattaxa. Brug i stedet en autoriseret taxa, hop på toget eller bussen eller få en fra din familie til at hente dig. Og så er det selvfølgelig også en god idé altid at holde hånden over, når man indtaster sin pinkode for at betale eller hæve penge,” siger Peter Reisz.
De anholdte vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil under grundlovsforhøret begærede lukkede døre.