Ny undersøgelse: 4 ud af 10 unge har gjort det

Af: Ida Hansson

|

08/06/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Mange danske unge mellem 15 og 24 år er kommet til at købe kopivarer, uden at vide det, inden for det sidste år.

Mest læste i dag

Danske unge har svært ved at spotte, om de køber den ægte vare eller et forfalsket produkt, når de handler på nettet. Det viser en ny rapport fra den europæiske varemærkemyndighed EUIPO.

Hele 43 procent i alderen mellem 15 og 24 år har købt kopivarer uden at vide det, men mange køber også forfalskede varer helt bevidst. 39 procent af de unge angiver, at de bevidst har købt kopivarer, hvilket er 2 procent point højere end EU-gennemsnittet.

Undersøgelsen viser samtidig, at de danske unge, som bevidst har købt kopivarer, især har købt: Tøj og accessoires (13 procent), elektronik (11 procent), fodtøj (9 procent) og hygiejneprodukter (9 procent).

Hvad de unge ikke er opmærksomme på er, at de risikerer at sætte deres helbred på spil. For eksempel kan forfalsket kosmetik og tøj indeholde sundhedsskadelige stoffer. Og forfalsket elektronik, for eksempel mobilopladere, kan risikere at bryde i brand.

Desuden kan man risikere at støtte organiserede kriminelle grupper, som ofte også kan være involverede i andre former for alvorlig kriminalitet – for eksempel handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse eller menneskehandel.

“Når så mange danske unge risikerer at udsætte sig selv for fare, og for at støtte organiseret kriminalitet, har vi en vigtig opgave i at oplyse dem om, hvordan de handler sikkert og oplyst på nettet. Det ulovlige salg af kopivarer har samtidig alvorlige konsekvenser for det danske samfund og vores erhvervsliv. De danske virksomheder går glip af store indtægter, når deres produkter, som er resultatet af hårdt arbejde, bliver kopieret,” siger Barbara Suhr-Jessen, sektionschef hos Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

For at gøre de unge forbrugere bedre til at spotte forfalskede varer, når de handler på nettet, lancerer Patent- og Varemærkestyrelsen en ny digital kampagne, der hedder ’Drop kopivarerne - vælg ægte’ i anledning af Verdens Anti-piratkopieringsdag den 8. juni.

Sammen med satirikeren og internetpersonligheden, Martin Johannes Larsen, som er et kendt ansigt blandt målgruppen, sætter kampagnen fokus på nogle af de risici, man løber, hvis man køber en kopivare.

Engang var det mest luksusvarer som tasker, ure og solbriller, der blev ulovligt kopieret. I dag forfalskes nærmest alle typer af produkter – for eksempel også kosmetik, legetøj, sportsudstyr, lægemidler, reservedele til biler og elektronik.

Anbefalet til dig