Maj lagde flot ud med masser af sol og pæne temperaturer de fleste steder.
Fredag lægger flot fra land, med sol og tørvejr, og temperaturen vil holde sig over de 20 grader, hvorfor der er nok at smile over, når man går på weekend.
Længere sydpå ulmer det dog, og ud på eftermiddagen vil skyer trække op over landet sydfra. Skyerne varsler et vejrskifte, der bringer både de regn og byger med sig. Lokalt kan der endda være torden.
Sådan skriver DMI.
Vi skal herefter til at vænne os til lidt køligere og ustabilt vejr igen.
Lørdagen starter i det skyede hjørne, og især i den nordlige del af Danmark kommer der byger. I løbet af dagen klarer det dog noget op med sol og tørt vejr. Temperaturen får dog en nyk nedad – omkring 16 grader vil være typisk.
Natten til søndag trækker et mindre lavtryk op over landet sydfra og dermed det næste bygeområde.
Lavtrykket bevæger sig kun langsomt mod nordøst. Det giver os en søndag med mange skyer, hvor der kun i perioder kommer hul igennem til solen.
Skal du udenfor vil en paraply eller en regnfrakke ikke være nogen dårlig ide, da regnbygerne kommer i stimer. Den typiske temperatur vil få endnu et dyk nedad – 14-15 grader mange steder.
22 grader og sol
Når vi rammer slutningen af maj måned, bliver det sjovt at opholde sig udendørs. Prognoser tyder på, at et højtryk kan bygge sig op over Norden og Nordøsteuropa, hvilket ville medføre flere tørre og solrige dage.
Derudover ser det ud til, at temperaturen vil snige sig op omkring 22 grader, hvorfor der er god grund til at glæde sig. Nattetemperaturerne vil sandsynligvis befinde sig mellem 5 og 12 grader, og nedbørsmængderne forventes at ligge omkring det normale.
Om DMI's glædelige melding bliver en realitet, må tiden vise.