Efter en lun lørdag, hvor temperaturen flere steder nåede op på 15 og 17 grader, er der i dag, søndag, lagt op til noget mere moderate temperaturer mellem 7 og 11 grader
Det er en koldfront, som natten til i dag, har passeret landet vestfra og derved sendt temperaturen ned på et, for årstiden, mere normalt niveau. Ikke nok med at temperaturen har taget et pænt nøk nedad, så har vinden også tænkt sig at komme på banen i dag.
Det skriver DMI.
Der venter en søndag med op til frisk eller hård vestlig vind, ved kysterne stedvis kuling, og der kan komme kraftige vindstød, i Nordjylland lokalt af stormstyrke.
Dagens lyspunkt, hvis altså ikke man er til encifrede temperaturer og blæst, er solen, som fra tid til anden finder vej ned gennem et spredt skydække i den friske vestenvind.
Tirsdag vender det
Den kommende uge fortsætter i det lidt kølige spor, og det bliver fortsat ustadigt med regn eller byger i perioder. Fra tirsdag og ugen ud kan nedbøren have vinterligt islæt i form af hagl og slud og så vender nattefrosten tilbage.
Det er aprilvejr på godt og ondt…
Vinden ser dog efterhånden ud til at løje noget af og når april-solen viser sig, fra tid til anden, er det svært ikke at få forårsfornemmelser, vinterlig nedbør og nattefrost til trods.