Cyklister skal føle sig sikre på vejene – også når selvkørende biler overtager trafikken.
Det er budskabet fra Cyklistforbundet, som kræver klar lovgivning for afstandskrav.
I et nyt høringssvar til Færdselsloven opfordrer Cyklistforbundet til, at selvkørende biler programmeres til at holde mindst 1,5 meters afstand, når de overhaler cyklister.
Dette fremgår i en pressemeddelelse.
Forslaget skal ifølge forbundet skabe større tryghed for cyklister og forebygge potentielt farlige situationer.
"Selvkørende biler skal programmeres, så de overholder reglerne i trafikken. Vi mener af sikkerhedsmæssige årsager, at det skal være et af kravene, at de holder en afstand på mindst 1,5 meter til cyklister," siger direktør Kenneth Øhrberg Krag.
Ifølge forbundet er det allerede praksis i flere europæiske lande, og Danmark bør følge trop.
"Færdselsloven skal præcisere, at biler skal holde en afstand på minimum 1,5 meter, når de overhaler cyklister. Vi mener ikke, at det skal være op til den enkelte bilproducent frit at definere, hvad en passende afstand vurderes at være," påpeger Kenneth Øhrberg Krag.
Mange cyklister har oplevet farlige situationer, især på landeveje, hvor lastbiler og biler passerer tæt forbi.
Hvis selvkørende biler skal integreres sikkert i trafikken, er klare regler nødvendige, argumenterer Cyklistforbundet.
Høringssvaret vedrører ændringer i Færdselsloven som en del af forsøgsordningen for selvkørende enheder.
Forbundet håber, at deres forslag kan bidrage til bedre samarbejde mellem mennesker og teknologi på vejene og sikre, at cyklister ikke overses i udviklingen af fremtidens trafik.