Nye p-pladser vil brede sig ud over hele landet: Har et særligt logo

Nyheder
Foto: Parkzone A/S
Foto: Parkzone A/S
Her er alt, du skal vide om de nye p-pladser.

Lige nu læser andre også

Vi kender alle det klassiske handicapsymbol – kørestolen.

Med et nyt initiativ får symbolet nu en ny betydning og et nyt udseende - kørestolen med et hjerte.

Under navnet “paraplads” har Danske Handicaporganisationer og ParkZone videreudviklet det velkendte handicapsymbol til også at vise forskellige sportsgrene kendt fra parasporten på særlige opmærkninger på parkeringspladsen.  

Formålet med initiativet er at gøre opmærksom på handicapparkering og hylde paraatleter såvel som mennesker med særlige behov.

Håbet er, at danske virksomheder og organisationer vil dedikere handicappladser til parapladser, så de lyseblå symboler vil sprede sig ud over hele Danmark.  

Det skriver Parkzone i en pressemeddelelse.

Danske Handicaporganisationers opbakning til idéen gør ParkZones administrerende direktør stolt.   

”I ParkZone er der ikke langt fra tanke til handling, og vi var derfor glade for, at Danske Handicaporganisationer ikke tøvede, da vi kontaktede dem. Vi tror på, at mangfoldighed styrker vores virksomhed, og vi har selv medarbejdere med særlige behov. Derfor er vi meget stolte af at være initiativtager til parapladserne, der vil blive et begreb, som vil brede sig ud over hele landets handicappladser", siger Ronen Leon, administrerende direktør i ParkZone. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Parkzone A/S

Et initiativ til fordel for Parasport Danmark 

Danske Handicaporganisationer og ParkZone var enige om at donere overskuddet fra opmærkningen af de nye parapladser til Parasport Danmarks arbejde for, at alle mennesker med handicap eller særlige behov har mulighed for at dyrke idræt i et socialt fællesskab.

Danske Handicaporganisationer er selv gået forrest og har fået opmærket fem båse ved Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup – og de håber, at flere danske virksomheder følger efter. 

”Vi vil gerne hylde de danske sportsudøvere, der er rejst til Paris for at give alt i deres sportsgren og kæmpe om medaljer. Vi vil også gerne sætte fokus på, at handicapparkeringspladser giver mange mennesker med handicap flere muligheder for at leve et selvstændigt liv. Vi håber, at mange danske virksomheder vil være med til at gøre netop de to ting og samtidig være med til at støtte parasporten i Danmark”, siger Katrine Mandrup Tang, direktør i Danske Handicaporganisationer. 

Virksomheder, der er interesserede i at dedikere handicappladser til parapladser året rundt, kan læse mere om initiativet på LinkedIn.dk/paraplads.

Fakta om parapladser 

  • Initiativet paraplads offentliggøres i anledningen af de paralympiske lege. Det søsættes som et løbende støtteinitiativ af ParkZone og Danske Handicaporganisationer. Målet er at få danske virksomheder og organisationer til løbende at dedikere handicappladser for at hylde parasporten.  

  • En paraplads er en særlig opmærkning af en handicapplads. Parapladserne har et særligt logo og derudover et skilt, som fortæller de parkerende, at de holder på en paraplads.  

  • Logoet for en paraplads er en kørestol med et rødt hjerte, hvilket understreger at det er et særligt initiativ, som både Danske Handicaporganisationer og ParkZone ser som en hjertesag. 

  • Ud over logoet er der udviklet særlige parapladssymboler for kørestolsrugby, badminton, bordtennis og basketball. Disse vil blive videreudviklet løbende, så de viser et bredere handicapbegreb, der går ud over personer i kørestol.  

  • Når en virksomhed opmærker en paraplads, doneres der mindst 1.000 kr. til Parasport Danmark, ligesom ParkZones normale avance for opmærkningen går ubeskåret til formålet.  

Anbefalet til dig