Nye prisstigninger kan være på vej: 90 kroner for en pakke

Af: Thea Andersen

|

10/10/2022

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Prisen for en pakke cigaretter skal helt op på 90 kroner. Det mener seks ud af ti vælgere ifølge ny meningsmåling.

Lige nu læser andre også

Priserne brager i vejret, men alligevel er der ét sted, hvor prisen ifølge vælgerne gerne må stige, og det er på cigaretter og tobak.

Hele 61 procent mener, at en pakke cigaretter skal koste 90 kroner. Kun 19 procent er imod. Det viser en ny meningsmåling foretaget af Epinion for Kræftens Bekæmpelse blandt 2.682 repræsentativt udvalgte danskere.

"På trods af, at vi har færre penge mellem hænderne, og mange er pressede økonomisk lige nu, er der stor opbakning til, at cigaretter skal koste mere. Det gør mig oprigtigt glad, at krisen ikke påvirker vælgernes holdning til tobak. For fire år siden diskuterede man, om en pakke skulle koste 60 kr. I dag er vi et skridt videre," siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Under valgkampen i 2019 var prisen på tobak et af de mest diskuterede emner. Det resulterede i, at prisen på en pakke cigaretter efterfølgende steg til omkring 60 kr. pakken. Herefter faldt andelen af danskere, der ryger – især blandt yngre.

Opbakning på tværs af partier

På tværs af partier – bortset fra Ny Borgerlige og Dansk Folkeparti – bakker et flertal af vælgere op om at hæve prisen på en pakke cigaretter til 90 kroner. I nogle af de største partiers vælgergrupper er opbakningen endda højere end gennemsnittet, skriver Kræftens Bekæmpelse.

Det gælder for eksempel Socialdemokratiets vælgere, hvor opbakningen er hele 64 procent. Det er interessant, fordi regeringen senest i foråret meldte ud, at den ikke ønsker at hæve prisen på tobak. Derimod var der i Venstre, SF og Det Radikale Venstre velvilje overfor at skrue prisen på tobak op.

Blandt eksperter og forskere i tobaksforebyggelse er der enighed om, at højere priser på tobak er et af de mest effektive værktøjer til at forebygge rygning blandt børn og unge og til at motivere til rygestop blandt dem, der allerede er begyndt at ryge.

"Man må bare konstatere, at vælgerne nogle gange er mere modige og ambitiøse end politikerne. Jeg håber, at man I partierne vil lytte til vælgerne og under valgkampen melde ud, om deres ambitioner for sundhed kan matche vælgernes," siger Jesper Fisker.

Hvert år dør omkring 13.000 i Danmark af rygerelaterede sygdomme.

Vælgernes pris på en pakke cigaretter

Synes godt eller meget godt om at hæve prisen på en pakke cigaretter til 90 kroner?

NB: Partier med antal respondenter under 100 er ikke taget med pga. usikkerhed om resultatet.

Om undersøgelsen

Data er indsamlet af analysebureauet Epinion for Kræftens Bekæmpelse fra 31. august – 13. september 2022. I undersøgelsen indgår svar fra 2.682 danskere i alderen 18 år og derover. Data er nationalt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og parti.

Anbefalet til dig