Er søndag din foretrukne dag til at tage bilen ind til København? Så skal du forberede dig på ændringer.
Fra den 1. april træder en ny regel i kraft, der indfører betalingsparkering alle ugens dage – også søndag.
Det betyder, at de over 72.000 offentlige parkeringspladser i betalingszonen nu kræver betaling i hele weekenden.
Det gælder dog ikke, hvis du har en beboerlicens.
Første time er stadig gratis, men kun hvis du husker at registrere parkeringen korrekt via app eller automat – parkeringsskiven duer ikke længere.
Målet er klart: færre biler og mere plads i gadebilledet.
Et politisk flertal på Københavns Rådhus står bag beslutningen, som er en del af en bredere strategi for at mindske biltrafik og forbedre luftkvaliteten i hovedstaden.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod udtaler i en pressemeddelelse:
"Biler fylder rigtig meget i gadebilledet, når de holder parkeret, og pladsen er begrænset i en by som København. Derfor skal pladsen helst gå til dem, der bor i byen og har brug for en bil."
Søndagstrafikken i København svarer i dag til 80 procent af hverdagsniveauet, og frem mod 2035 forventes antallet af daglige bilture i hovedstadsområdet at stige med omkring 7 procent.
Kommunen håber, at flere nu vælger cyklen eller offentlig transport, når turen går til byen i weekenden.