Hvis du er en af dem, der ofte rejser med Ryanair, bør du læse med her.
Fra maj måned strammer det irske lavprisselskab reglerne for både håndbagage, boardingkort og ankomsttider i lufthavnen.
Så hvis du troede, at du kunne slippe afsted med at mase en for stor taske ind under sædet eller komme dalrende til gaten i sidste øjeblik, kan du godt tro om igen.
Sådan skriver mediet Lastampa.
Håndbagagen
Ryanair har længe været kendt for at holde skarpt øje med håndbagagens størrelse, og nu bliver det endnu vigtigere at holde sig inden for de tilladte mål.
Fra maj må du tage en lille taske med, men den skal kunne være under sædet foran dig og må ikke overstige 40 x 20 x 25 cm.
Hvis din taske ligner en overtrænet håndboldspiller og ikke passer ind under sædet, kan det koste dig op til 70 euro (520 kroner, red.) ved gaten.
Har du brug for en lidt større kuffert? Så skal du enten købe 'Priority Boarding' eller acceptere, at din bagage bliver sendt i lastrummet.
Digitale boardingkort
Papir er so last season - i hvert fald hvis du spørger Ryanair.
Fra maj bliver det obligatorisk at bruge digitale boardingkort via flyselskabets app.
Du skal altså tjekke ind online og downloade dit boardingkort med QR-kode.
Hvis du stadig sværger til papir, kan du printe hjemmefra – men du kan ikke længere få det printet ved check-in-skranken i lufthavnen.
Skal koste at komme for sent
Hvis du er typen, der ser lufthavnen som et sted, hvor man lige kan strække benene og tage en sidste kop kaffe, inden man slentrer hen til gaten, så er det tid til at ændre vaner.
Fra maj vil forsinkede passagerer blive mødt med en bøde på 120 euro (900 kroner, red.), hvis de ikke når frem til gaten i tide.
Ryanair anbefaler, at du dukker op minimum 40 minutter før afgang – ellers kan det blive en dyr fornøjelse.
Om det bliver en succes, eller om passagererne vil ryste på hovedet og sukke højlydt, vil tiden vise.