Nye regler gælder fra 1. juli 2025: Disse borgere vil få færre penge hver måned

Nyheder
Foto: Shutterstock
De nye regler kommer til at ramme en lang række borgere.

Lige nu læser andre også

I maj måned vedtog et flertal i Folketinget, at alle kontanthjælpsmodtagere fremover skal leve op til et krav om mindst 2,5 års fuldtidsbeskæftigelse inden for de seneste 10 år, hvis de skal modtage en højere sats i kontanthjælpssystemet.

Med de nuværende regler gælder beskæftigelseskravet ikke for de borgere, som er kommet til Danmark før 2008. De nye regler gælder fra 1. juli 2025.

Sådan skrev Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Lovforslaget betyder, at godt 10.000 borgere bliver sat ned på den laveste sats i kontanthjælpssystemet. Det får primært betydning for ikke-vestlige indvandrere, der har boet i Danmark længe men kun har været en del af arbejdsmarkedet i begrænset omfang.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen:

"Det er godt, at vi nu får ensrettet reglerne. For at hjælpe folk til at blive integreret i det danske samfund skal vi stille krav. Det er samtidig et spørgsmål om ret og pligt", siger hun og fortsætter:

"Ved at skærpe optjeningsreglerne sørger vi for, at der er et større incitament til at komme i beskæftigelse. Derudover vil denne gruppe blive omfattet af arbejdspligten, som sikrer en beskæftigelsesrettet indsats."

For at få adgang til en højere kontanthjælpssats skal man opfylde både opholds- og beskæftigelseskravene.

Det vil sige, at man inden for de seneste 10 år skal have haft ophold i riget i mindst 9 år og været fuldtidsbeskæftiget i mindst 2,5 år for at kunne modtage de højere ydelser.

Anbefalet til dig