Hvis du ofte klikker dig gennem sider med billige fund fra Kina og lægger Temu- eller Shein-pakker i indkøbskurven, så skal du nok snart finde plads i budgettet til mere end bare varen.
EU vil nemlig sætte en stopper for den toldfri fest.
Et nyt forslag fra EU-kommissionen kan vende op og ned på din næste shoppetur online.
Ifølge Financial Times lægger EU op til et gebyr på 2 euro – knap 15 kroner – på hver eneste lille pakke, der bliver sendt fra Kina til Europa.
Og det kan mærkes.
Der bliver nemlig sendt over 4,6 milliarder varer fra Kina til europæiske hjem hvert år.
Et gebyr på blot et par euro løber hurtigt op – især for de populære platforme, der baserer sig på lavpris og høj volumen.
Samtidig vil EU fjerne den regel, der i dag fritager pakker under 150 euro for told.
Derudover er der planer om at lægge 0,5 euro i afgift på varer, der allerede er sendt til lagre i Europa fra Kina.
De ekstra penge skal dække udgifterne til en voksende toldkontrol, som følge af de mange milliardforsendelser.
Overskuddet?
Det skal i EU’s samlede budgetkasse.
Forslaget, der endnu ikke er vedtaget, lægger op til en ny æra for onlinehandel.
Og måske er det netop nu, du skal overveje, hvor dine næste klik skal lande – for det bliver næppe billigere herfra.