Fra den 26. maj 2025 vil ingen opioider længere have generelt tilskud i Danmark.
Lægemiddelstyrelsen har besluttet at ændre reglerne for tilskud til smertestillende medicin som morfin, tramadol og oxycodon for at mindske risikoen for afhængighed og uhensigtsmæssig brug.
Beslutningen kommer efter en vurdering fra Medicintilskudsnævnet, der har påpeget, at selvom antallet af danskere, der får opioider på recept, er faldet over de senere år, er der stadig udfordringer.
Særligt korttidsvirkende opioider er fortsat i brug til langtidsbehandling, selvom de anses for at være mere afhængighedsskabende end de langtidsvirkende alternativer.
Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.
Tilskud kun i særlige tilfælde
I stedet for et automatisk tilskud vil de fleste opioider fremover få såkaldt klausuleret tilskud.
Det betyder, at læger skal markere, at patienten opfylder de nye kriterier for at få dækket en del af udgifterne.
Det er stadig muligt at få opioider på recept, men det skal være målrettet de patienter, hvor ingen andre smertestillende midler er tilstrækkelige.
Ændringen skal sikre, at behandling med opioider sker efter den nyeste viden, hvor langtidsvirkende opioider foretrækkes frem for de korttidsvirkende, der har en højere risiko for afhængighed.
Hvad betyder det for patienterne?
For patienter, der allerede er i behandling med opioider, skal deres læge vurdere, om de fortsat opfylder kravene for tilskud.
Hvis en patient ikke længere opfylder kriterierne, kan det betyde, at de enten skal skifte til et andet lægemiddel eller betale hele prisen selv.
Nogle opioider vil helt miste tilskud.
Det gælder blandt andet kodein-tabletter samt visse stærke varianter af tramadol, som vurderes at være for dyre i forhold til deres effekt.
Ændringerne forventes at berøre omkring 300.000 danskere, hvoraf knap 55.000 vil opleve, at deres medicin helt mister tilskud.