De danske medier forsøger ihærdigt at holde alle danskere opdateret på Coronavirusens fremskridt i Danmark, men det kan være en jungle, at finde de præcise tal for det område man selv bor i.
Det forsøger Region Syddanmark at råde bod på, ved at give danskerne direkte adgang til et overblik der løbende opdateres.
Følg med hjemme fra stuen
Region Syddanmark offentliggør i morgen d. 18. marts tal over hvor mange coronapatienter der er indlagt på de Syddanske hospitaler.
Oplysningerne bliver tilgængelige på hjemmesiden www.rsyd.dk
Det giver danskerne muligheden for at holde sig opdaterede live på, hvor mange der er berørte i Syddanmark. Tallene der bliver offentliggjorte er henholdvis antallet af indlagte patienter, antallet af patienter på intensiv og antallet af patienter, der er døde af virusen.
10 er indlagt på Syddanske hospitaler
Tallene for 17. marts 2020 ser således ud:
- 10 indlagte, som er testet positive med COVID-19
- 1 patient ud af de 10 patienter er indlagt på intensiv
- Ingen døde
Fremover vil de syddanske tal blive offentliggjort på www.rsyd.dk
Sådan skal du opføre dig i det offentlige rum
Statsministeren har d. 11. marts 2020 udmeldt, at al unødvendig aktivitet på områder, hvor mange mennesker er samlet, lukkes ned, indtil videre gældende fra fredag d. 13. marts 2020 og 14 dage frem.
Det anbefales at:
- Alle i ikke-kritiske funktioner holder sig hjemme fra arbejde og om muligt arbejder hjemmefra
- At børn holdes hjemme fra skole og institutioner
- Anvendelsen af kollektiv trafik begrænses
- Besøg fra pårørende på sygehuse og plejehjem begrænses
- Når du færdes i det offentlige rum anbefaler vi, at du nøje overholder vores råd om færden i det offentlige rum: Vask hænder hyppigt og grundigt, især efter at du har været ude blandt andre mennesker, før du skal spise m.v.
- Vis hensyn til andre ved at nyse eller hoste i et engangslommetørklæde eller albuebøjningen
- Begræns fysisk kontakt, dvs. undgår håndtryk, kindkys og kram.
- Vær ekstra opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen, hvis du ikke er hjemsendt
- Vær ekstra opmærksom på din opførsel på steder med mange mennesker, herunder i offentlige transportmidler. Hold afstand til andre personer så vidt muligt, særligt hvis de ser syge ud, sørg for at holde god håndhygiejne m.v.
- Hvis du er syg og har symptomer, så følg vores anbefalinger nedenfor.
Følger du disse råd, kan du hjælpe med at forebygge smittespredning og beskytte dig selv og andre mod smitte.