Det skabte stor glæde og jubel i store dele af landet, men allermest i Aalborg, hvor man i den zoologiske have kunne byde velkommen til tre nyfødte isbjørneunger.
De tre isbjørneunger kom til verdenen natten til torsdag, men i eftermiddag mistede den ene af de tre unger desværre livet.
Aalborg Zoo havde et direkte livesignal, der viste de tre nyfødte unger, og det var faktisk her, at det blev opdaget, at den ene isbjørn ikke længere bevægede sig.
En medarbejder fra det nordjyske medie, TV2 Nord sad nemlig og overværede dette livesignal, og da vedkommende henvendte sig til dyrepasser Frank Thomsen fra Aalborg Zoo, så var han ikke klar over, at isbjørneungen ikke længere trak vejret.
Kan være den bliver spist af moren
Ifølge dyrepasseren er de tre første døgn kritiske i en isbjørns liv, og derfor er det ikke unormalt, at en eller flere isbjørneunger dør kort efter fødslen.
Dødsårsagen kender Frank Thomsen ikke til, men han fortæller, at det kan være flere forskellige ting. Måske manglede den føde eller måske blev den klemt af sin mor, Malik.
Den afdøde isbjørneunge får lov til at blive liggende hos dens familie, selvom det kan være, at den ender med at blive spist.
“Nu får den døde unge lov at ligge i hulen og skrumpe ind. Det kan også være, at den bliver spist af Malik,” fortæller dyrepasseren til TV2 Nord.
Du kan livestreame isbjørnene hos tv2nord.dk.