Nyt: 53,6 millioner kroner til yderområder

Af: Asger Risom

|

18/12/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Vi går 2025 i møde med lovning om et digitalt løft

Lige nu læser andre også

Flere af Danmarks mest afsidesliggende områder får nu et vigtigt digitalt løft.

Med støtte fra Bredbåndspuljen 2024 bliver der investeret i hurtigere internet til steder, hvor det ellers er svært at få en stabil forbindelse.

Puljen er målrettet adresser uden adgang til bredbånd på mindst 100 Mbit/s, og målet er at sikre, at også landdistrikter og småøer får del i digitaliseringen.

Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.

“Uanset, hvor vi bor, har vi brug for hurtigt internet. Det er simpelthen en forudsætning for, at vi som samfund kan få mest muligt ud af digitaliseringen,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.

Fokus på yderområderne

I alt har 93 projekter fået støtte i år, hvoraf hele 90 % af adresserne ligger i landzoner.

Det gennemsnitlige tilskud pr. adresse er steget til 47.200 kroner, da geografisk afstand og tekniske udfordringer gør det dyrere at forbinde afsidesliggende områder.

Størstedelen af støtten går til Region Syddanmark, som får 23,4 millioner kroner fordelt på 457 adresser.

Regionen modtager dermed 40 % af den samlede støtte og fører an i udviklingen.

Særligt ét sted topper listen

Blandt de støttede projekter er det især småøer som Avernakø og Drejø, der nyder godt af tilskuddet.

Men én kommune skiller sig særligt ud: Langeland topper listen med hele 126 adresser, der får hurtigere internet.

Dermed er Langeland årets største modtager af støtte fra Bredbåndspuljen, hvilket markerer et vigtigt skridt for øens digitale infrastruktur.

For beboere og virksomheder i disse områder betyder støtten ikke blot hurtigere internet, men også øgede muligheder for vækst og udvikling i Danmarks yderområder.

Med bedre netforbindelser bliver hverdagen lettere – uanset om det handler om arbejde, skole eller streaming derhjemme.

Anbefalet til dig