Action/adventure-spillet 'Fimbul' er inspireret af nordisk mytologi og foregår i den sidste lange 'Fimbul-vinter' inden Ragnarok. Her er det spillerens opgave at kæmpe sig gennem Nordens population af trolde og jætter. Om godt en måned udkommer spillet til både PC og PS4.
Spillet foregår i den sidste lange 'Fimbul-vinter' inden Ragnarok, hvor spilleren har rollen som vikingen Kveldulver, der efter at hans gård er blevet brændt i et angreb, drager gennem Norden. Målet er Jotunheim, hvor han vil møde sin skæbne og få mulighed for at generobre et gammelt artefakt, der måske kan forhindre Ragnarok.
Visuelt bevæger spillet sig mellem en 3D-verden, hvor steder udforskes og storstilede kampe udspilles – og så sekvenser af interaktiv 2D håndtegnet tegneserie, der giver detaljer til fortællingen. Det er dog også i tegneserien, at væsentlige valg træffes, der kan forandre Kveldulvers skæbne og spillets overordnede forløb.
Screenshot fra en af 2D-sekvenserne. Foto: DFI
I den nordiske mytologi fletter 'nornerne' de livstråde, der fastlægger menneskers skæbne. Og via tegneserien bliver livstrådene et gennemgående greb i 'Fimbul', fordi spilleren her kan vælge at gå tilbage til et tidligere punkt og omgøre centrale valg, for derefter at gennemleve ellers velkendte scener ud fra nye forudsætninger og med nye resultater.
På den måde udforskes ikke alene en rejse gennem Norden mod Jotunheim, men også en rejse gennem en fortælling, hvor man faktisk kan undersøge, hvad der ville være sket, hvis man traf andre valg på sin vej.
Spillet er støttet af Det Danske Filminstituts Spilordning og Creative Europe og udkommer til PC og PS4 den 29. november og til Nintendo Switch i 2019.
Du kan se en trailer af 'Fimbul' her: