Er du træt af blikke og kommentarer, når du træner?
Så er der gode nyheder til dig som kvinde i Slagelse.
Her er nemlig åbnet et nyt fitnesscenter, HerGym, hvor mænd ikke har adgang.
HerGym henvender sig udelukkende til kvinder og tilbyder et træningsmiljø uden de forstyrrelser og ubehag, som nogle kvinder oplever i traditionelle fitnesscentre.
Bag initiativet står familien Salale, der ønsker at skabe et trygt sted, hvor kvinder kan fokusere fuldt ud på deres træning.
Det skriver Berlingske.
Yasmin og Manar Salale, der sammen driver centret med Ibrahim Salale, ved fra egen erfaring, hvordan det kan føles at træne i blandede fitnesscentre.
"I et almindeligt fitnesscenter ville jeg måske gå over i et hjørne for at lave noget yoga, men så kan man sidde og tænke rigtigt meget på, om jeg gør det rigtigt, eller man kan blive lidt genert," fortæller Manar Salale.
HerGym er designet til at skabe en atmosfære af ro og privatliv.
Ruderne er mørklagte, så forbipasserende ikke kan kigge ind, og døren holdes låst, hvilket betyder, at kun medlemmer har adgang.
Formålet er ikke at ekskludere mænd, understreger familien, men snarere at tilbyde et alternativt rum, hvor kvinder kan føle sig mere komfortable under træningen.
Det nye center kan også ses som en del af en større tendens.
Flere kvindecentre er i de senere år åbnet i Danmark, alle med det samme mål: at skabe trygge og inkluderende træningsmiljøer for kvinder.