I Meny-butikken, der ligger i Hobro, har kunderne fået en ny mulighed for, hvad de kan gøre med deres flaskebon.
Det skriver Mariagerfjordposten.
Det er nemlig muligt at støtte Lions i kampen mod børnekræft. For at støtte skal man putte sin flaskebon i den postkasse, der hænger ved siden af flaskeautomaten i den specifikke Meny-butik.
I dagens Danmark er det den kedelige realitet, at der hver anden dag er et barn, der får kræft.
En kvinde, der har oplevet, at hendes barn fik kræft, har beskrevet det som om, at hun ‘blev slået fuldstændig ud af kurs’:
“Jeg blev slået fuldstændig ud af kurs. Jeg var tom for ord og blev bange for, om hun overhovedet har en chance for at overleve. Den værste tanke er, at hun kan gå hen og dø”, fortæller hun.
Via postkassen i Meny-butikken er det muligt at bidrage til, at de børn, der rammes af kræft, får mere omsorg og bedre behandling.
“Lions har kampen mod børnekræft som indsatsområde, og vi er derfor glade for at have fået et samarbejde med MENY i Hobro, så kunderne får mulighed for at donere deres flaskepant til kampen mod børnekræft. Hele det donerede beløb går til kampen. Eventuelle omkostninger dækkes af Lions medlemmerne”, udtaler Knud Trier.
Også Meny-butikken er glade for samarbejdet, da de støtter en god sag.