En række fagfolk mener, at reglerne om fri abort er velment, men uddateret.
Derfor bør aldersgrænsen sættes ned til 15 år, da flere unge kvinder ryger i den uheldige situation, om at skulle tage stilling til en uønsket graviditet i teenageårene.
Nu bakker et af landets partier op om forslaget, skriver B.T.
De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, er enige i ændringsforslaget, og mener at aldersgrænsen for abort bør følge den seksuelle lavalder.
- Min umiddelbare holdning er, at vi har en seksuel lavalder på 15 år, og det indebærer jo også, at man kan gå hen og blive gravid, fortæller politikeren.
- Og de 15-årige har jo også mulighed for at bruge prævention - p-piller og andre ting - og derfor synes jeg, det er indlysende, at man skal have mulighed for at få foretaget en abort, hvis man ikke ønsker den graviditet.
På nuværende tidspunkt kan en pige over 15 år og under 18 år få foretaget abort, hvis de kan anskaffe samtykke fra forældrene.
I få tilfælde kan abortsamrådene dog tillade abort udenom forældrenes involvering.
Den gældende lov har stået ved siden dens etablering i 1973, hvor Danmark også blev et af de første lande til at indføre fri abort.
Per Larsen er især bekymret for konsekvenserne på de unge kvinders fremtidige liv, der ikke ønsker en graviditet men alligevel er nødsaget til at dele oplevelsen med sine forældre.
- Vi ved jo, at det i nogle sammenhænge kan være et kæmpestort problem for de piger, der bliver gravide, og det synes jeg, vi skal kigge på, fortæller ordføreren.
Men selvom forslaget stadig hænger i luften, så er der trods alt ændringer på vej, i forhold til abortloven.
Det Etiske Råd har nemlig varslet, at der inden årets udgang vil komme en opdateret udtalelse om abortreglerne i Danmark.