OK med stor nyhed: Har tidligere været i både Aldi, Coop og Salling Group

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Startdatoen er den 11. december.

Lige nu læser andre også

René Friis Nielsen skal fremover styre indsatsen med at videreudvikle og udbygge fremtidens lokationer for OK, ikke mindst inden for e-mobilitet. René Friis Nielsen begynder i OK 11. december og får titel af ejendoms- og udviklingsdirektør

Det skriver OK i en pressemeddelelse.

Den 45-årige René Friis Nielsen, der kommer fra en stilling som ejendoms- og udviklingsdirektør i Aldi har foruden sin erfaring fra detailbranchen, der tæller ledende stillinger i Aldi, Salling Group og Coop, også været i ejendoms- og byggerivirksomheden NCC.

Fremragende match til OK
Den nye ejendoms- og udviklingsdirektør får en nøglerolle i OK's bestræbelser på at realisere en ambitiøs strategi om at blive et førende og ansvarligt energiselskab, blandt andet med stort fokus på e-mobilitet. Det fortæller Thor Skov Jørgensen, som er CFO i OK og blandt andet har ansvar for etablering og ejendomsudvikling.

”Vi har gjort os umage for at finde en person, der både fagligt og personligt vil være et godt match til OK. Vi har et mål om at være en nøgleaktør på markedet for opladning og el samtidig med, at vi fastholder vores position som nummer et på brændstofmarkedet. Det kræver stærke kompetencer i forhold til at etablere og udvikle lokationer i hele landet, og René Friis Nielsens baggrund indenfor ejendomsudvikling taler for sig selv. Han har en enorm erfaring med at finde gode lokationer samt udvikle og skabe stærke netværk. Så jeg ser meget frem til at påbegynde samarbejdet i december,” siger Thor Jørgensen.

Sympatisk og innovativ virksomhed
Hovedpersonen glæder sig til udfordringen og ser OK som en sympatisk virksomhed og arbejdsplads.

”Den grønne omstilling har aldrig været vigtigere. Så det at kunne udvikle og udbygge OK’s infrastruktur til en ny fremtid, tiltaler mig meget. Og jeg kan godt lide, at OK har store ambitioner i forhold til den grønne omstilling, og at selskabet ikke går på kompromis i forhold til at være innovativ. Og så er OK jo en dansk, andelsejet virksomhed, der giver tilbage til det lokale foreningsliv. Det er sympatisk, synes jeg. Så jeg glæder mig til at blive en del af OK og er stolt over at få en nøglerolle i OK’s vækstambitioner på nye, grønne markeder,” siger René Friis Nielsen.

Kort om René Friis Nielsen
OK’s nye udviklingsdirektør er uddannet cand.scient.pol fra Syddansk Universitet. Privat bor René Friis Nielsen i Køge med sin hustru og to drenge på henholdsvis fem og 10 år.

Anbefalet til dig