Over 70 års arbejde med udgravninger, undersøgelser og forskning i fund fra Illerup Ådal og Alken Enge ved Skanderborg har skabt helt ny viden om, hvor store jernalderens hære var, deres organisering og de ritualer, der fulgte drabelige slag. Viden, som nu er samlet i to nye publikationer, der er udgivet af Jysk Arkæologisk Selskab.
Det fortæller Moesgaard Museum ved Aarhus i en pressemeddelelse.
Det første hovedværk er det femtende og sidste bind i et omfattende forskningsværk om Illerup Ådal-fundene og deres betydning.
”Publikationsrækken er en af de mest indflydelsesrige indenfor dansk jernalderforskning og bliver brugt og citeret som et absolut hovedværk af forskere over hele verden. Publikationerne omhandler ikke kun fundene set i en lokal østjysk kontekst, men bidrager til verdenshistorien i en periode, der strækker sig over 1000 år fra 4. årh. før vor tidsregning til 6. årh. efter vor tidsregning”, forklarer Mette Løvschal, arkæolog og ledende forskningsudvikler på Moesgaard Museum og lektor på Aarhus Universitet.
Med sidste bind i den femten bind store publikationsrække – Illerup Ådal - er præsentationen af de næsten 16.000 genstande fra Illerup Ådal afsluttet.
Det sidste bind omhandler de mange ikke-militære fund, dvs. terninger til brætspil, perler, smykker, amuletter m.v. – ting, som jernalderens soldater har båret som smykker om halsen eller i punge i bæltet. Disse genstande giver et unikt indblik i jernaldersoldaternes daglige liv, deres fremtoning og identitet.
Otte års hårdt slid kogt ned
Det andet er et hovedværk om Alken Enge, hvor forskerholdet nu publicerer de samlede resultater af otte års arkæologiske undersøgelser af en hærstyrke, der i de første årtier efter Kristi fødsel blev nedkæmpet og smidt i et søbassin ved Mossø nær Skanderborg.
Alken Enge blev for alvor kendt, da nye arkæologiske udgravninger og geologiske undersøgelser begyndte i 2009. Her dukkede der mere end 2000 menneskeknogler op på bunden af det, der omkring begyndelsen af vor tidsregning var en sø.
”Alken Enge er en internationalt set helt enestående lokalitet. Det er det eneste sted i Europa, hvor vi har skeletterne af en hel hærstyrke fra tiden omkring begyndelsen af vor tidsregning. På det tidspunkt ekspanderede Romerriget voldsomt og udløste folkevandringer og krigeriske konflikter på store dele af kontinentet,” siger Mads Kähler Holst, direktør på Moesgaard Museum.
Undersøgelserne ved Alken Enge blev gennemført i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Moesgaard Museum og Museum Skanderborg og projektet var finansieret af Carlsbergfondet.
Selv om man nu kan fejre udgivelsen af publikationerne om Illerup Ådal og Alken Enge, betyder det ikke, at stederne er et afsluttet kapitel for arkæologerne.
”Der er for nylig foretaget nye undersøgelser i området, der peger på, at arkæologerne langt fra har fundet grænsen for, hvor store mængder ofrede dyr, våben og mennesker fra jernalderen, der er nedlagt i området, ” siger Mette Løvschal.
En hel række af fundene fra Illerup Ådal og Alken Enge kan opleves i Moesgaard Museums udstillinger, hvor man for eksempel kan se mange af de ofrede våben, der er fundet i Ådalen og eksempler på, hvordan jernalderbefolkningen på rituel vis har behandlet og håndteret knoglerne fra de afdøde krigere i Alken Enge