Omikron-smitte fra julefrokost spreder sig: “Det er gået meget hurtigt"

Af: Julie Møller

|

07/12/2021

Nyheder
Foto: Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.
Omikron-smitte fra en julefrokost lørdag 27. november i Viborgområdet forgrener sig til flere udbrud i Jylland, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Lige nu læser andre også

Den smitte med Omikron-variant, der startede ved en julefrokost med 150 personer i Viborg-området, har nu spredt sig til tre ungdomsuddannelser i Viborg. Der er tale om Viborg Katedralskole, Midtbyens Gymnasium og Viborg Gymnasium.

Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

"Vi kan konstatere, at smitten kan spores tilbage til samme smittekilde, og dermed er der sammenfald mellem smitten til julefrokosten, Martin Jensen-koncerten i Aalborg og udbrud på de tre ungdomsuddannelser. Og vi kan konstatere, at det er gået meget hurtigt," siger Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

69 ud af 150 deltagere konstateret Omikron-positive

Det er velkendt, at sociale arrangementer på den måde kan fungere som smittebegivenheder. Men julefrokosten ved Viborg skiller sig alligevel ud. Det er den største af sin slags, der involverer den nye Omikron-variant. I alt er 69 ud af 150 deltagere konstateret Omikron-positive.

Foto: Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Blandt et publikum på ca. 2000 personer ved en Martin Jensen-koncert i Aalborg Hallen 27. november er nu i alt 10 personer konstateret Omikronsmittede, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

 



 

Anbefalet til dig