Op mod hver fjerde gjorde det sidste år: Nu advares der

Nyheder
Foto: Shutterstock
Vær lige opmærksom, inden feriestemningen sænker sig

Lige nu læser andre også

Op mod hver fjerde opsagde deres rejseforsikring i 2020, men nu skal særligt de unge være opmærksomme, advarer If Skadeforsikring i en pressemeddelelse. 

"Mange tusinde husstande, der sidste år opsagde deres rejseforsikring, skal være opmærksomme, når de nu planlægger deres sommerferie. Særligt de unge, der vil rejse med vennerne, skal sikre, at forældrenes rejseforsikring ikke er sat i bero," skriver If Rejseforsikring.

Gennem 2020 valgte rigtig mange husstande at opsige deres rejseforsikring, for at spare udgiften til en forsikring, som formentlig ikke blev nødvendig foreløbig.

Hos forsikringsselskabet If valgte op mod hver fjerde rejseforsikringskunde i 2020 at stille rejseforsikringen i bero. På den baggrund vurderer If, at det drejer sig om flere hundrede tusinde danskere, der skal huske at genkøbe rejseforsikring, hvis de nu med genåbningen af 19 EU-lande har planer om at rejse udenlands eller vil være bedst muligt stillet i tilfælde af afbestilling eller sygdom under ophold i dansk feriehus.

Vær opmærksom på dette

Særligt fokus har If på de unge familiemedlemmer, der er omfattet af forældrenes forsikring. De skal være opmærksomme på, om far eller mor har ændret på rejseforsikringen de seneste 15 måneder.

"En rejseforsikring dækker typisk hele husstandens medlemmer. Så hvis den unge, hjemmeboende datter eller søn planlægger en rejse med vennerne, skal de huske at tjekke om deres husstand fortsat har en rejseforsikring," forklarer kommunikationschef i If, Birgitte Ringbæk.

Også hvis den unge er flyttet hjemmefra, er der situationer, hvor man stadig er omfattet af forældrenes forsikring.

"Den unge, der flytter hjemmefra og bor alene, er, blandt andet hos If, omfattet af forældrenes indbo- og rejseforsikring indtil de fylder 21 år. Vel at mærke, hvis forældrene fortsat har en aktiv rejseforsikring. Derfor skal de unge tjekke, om de enten selv skal købe rejseforsikring, om de er omfattet af forældrenes rejseforsikring og ikke mindst gyldigheden af forsikringen," siger Birgitte Ringbæk.

"Hvis man ved, man vil ud at rejse, så er vores anbefaling at få styr på rejse- og afbestillingsforsikringen med det samme. Venter man til afrejsetidspunktet, kan der være en karensperiode på forsikringen, hvor dækningen vil være begrænset. Eller endnu værre, man kan ende med helt at glemme forsikringen," siger Birgitte Ringbæk i pressemeddelelsen.

 

Anbefalet til dig