I øjeblikket hersker der en energikrise. Derfor forsøger mange at spare, hvor der spares kan, og det er faktisk muligt at spare penge på en sjov og utraditionel måde.
Du kan for eksempel spare penge ved at tage Thy Detailforums opfordring til dig, og slukke lyset og hoppe i kanen en times tid hver onsdag aften i hele oktober.
De har nemlig lavet en kampagne 'Vi knalder for Thy', som har til formål at skrue ned for energiforbruget, og dermed spare strøm og penge.
Det skriver B.T.
"På den måde sparer vi strøm, hvilket er godt for både privat- og samfundsøkonomien. En gennemsnitlig husstand i Thy bruger 0.6 kWh i timen. Vi har cirka 13.000 husstande i Thy, og slukker vi lyset i en time, sparer vi 31.200 kWh eller over 175.000 kroner målt ud fra den forventede gennemsnitlige elpris på 5,67 kroner per kWh for oktober," lyder det fra handelschef Michael Vendelbo.