Få børnene vaccineret mod influenza allerede i de kommende uger, kommer det fra Region Hovedstaden, hvor det halter med fremmødet hos de to- til seksårige.
Faktisk er det kun 11 procent af de 2-6-årige, der har fået en vaccine mod influenza i Region Hovedstaden.
Og det er for få. Alt for få.
Regionen fortæller derfor til TV 2 Kosmopol, at de vil have endnu flere børn vaccineret.
"Vi vil rigtig gerne have endnu flere børn vaccineret. Vi har et bredt tilbud til familierne, blandt andet ’drop in-steder’, hvor man kan komme helt uden tidsbestilling. Vi står klar herude med dygtigt personale," udtaler Tina Barsøe, der er leder af vaccinationsstederne på Herlev og Gentofte Hospital.
Det er Sundhedsstyrelsen, der anbefaler til, at man lader sit barn mellem to og seks vaccinere.
"Vaccination mod influenza beskytter både dit barn mod at blive syg, men beskytter samtidig andre i jeres familie og omgangskreds, der kan være i risiko for at blive alvorligt syge af influenza, for eksempel bedsteforældre og mindre søskende," skriver Sundhedsstyrelsen.
I forbindelse med ønsket om at få endnu flere børn vaccineret, fremhæver man, at tilbuddet ikke koster noget.
Derudover skal man ikke være nervøs for, at børnene bliver stukket. Modsat de voksne får børn vaccinen via en næsespray specielt designet til børn.
Og er det første gang, dit barn skal vaccineres mod influenza, skal barnet have vaccinen to gange med en måneds mellemrum.
Er man under 65 år og i risikogruppen, anbefales det også, at man lader sig vaccinere. Det samme gælder borgere over 65 år.