"Efter den succesfulde X Factor-sæson er TV 2 PLAY og TV 2 klar med ny, danskproduceret fredagsunderholdning til hele familien – nemlig LEGO Masters."
Det fortæller TV2 i en pressemeddelelse.
De danske familier får et helt nyt, dansk underholdningstilbud, når TV 2 PLAY og TV 2 fredag 16. april – ugen efter afslutningen på en succesfuld ’X Factor’-sæson – har premiere på LEGO Masters i dansk udgave. Opgaven er klar: Hvem kan bygge de mest fantasifulde, kreative og gennemførte universer og kreationer af LEGO-klodser?
"LEGO Masters har alt det, man har brug for til en underholdende fredag aften, og med fantastiske og legesyge Victor Lander som vært kan seerne glæde sig til at blive ført igennem LEGO-byggernes fantasifulde og inspirerende selskab. Det bliver sjovt, nyt og anderledes, og alle kan være med," siger TV 2s kanalchef, Dorthe Thirstrup.
I LEGO Masters kæmper otte par, der alle er særligt dygtige til at bygge med LEGO-klodser, om den samlede sejr, når de i otte programmer kaster sig over klodserne og skaber fascinerende byggerier. Søren Dyrhøj, der er Senior Designer i LEGO-koncernen, er programmets dommer.
"LEGO er fantastisk, fordi vi alle – på tværs af alder, geografi og baggrund – har et forhold til klodserne. I ’LEGO Masters’ ønsker vi at samle familierne om leg og latter, ligesom vi gør med succes i blandt andet ’Stormester’. Kreativitet, fantasi og fordybelse er i fokus, og programmet passer godt til coronatiden, hvor mange oplever nye sider af sig selv og nørder med puslespil, strik, broderi, bagning og lignende," siger Dorthe Thirstrup.
”En hyldest til de kreative, modige og nørdede”
Programmets vært, komiker og skuespiller Victor Lander, som vi kender fra blandt andet ’Stormester’, glæder sig til at guide deltagere og seere gennem udfordringer, bedømmelser og afgørelser.
"Vi har alle sammen bygget med LEGO-klodser som børn. Og helt ærligt, hvem ville ikke ønske, at de var blevet ved? Det her program er en hyldest til de kreative, modige og nørdede mennesker, der ikke bare er blevet ved med at bygge, men har lagt en masse tid og energi i at blive sindssygt gode til det. Og jeg glæder mig helt vildt til, at verden skal møde dem og se, hvad de kan udrette," siger Victor Lander.
Programformatet LEGO Masters har haft stor international succes i lande som England, Australien, Holland, Frankrig, Sverige og USA, og nu kommer programmet så til LEGO-klodsens hjemland. Men selv om det er en konkurrence, er der også plads til at have det sjovt i programmet, og det har været en af grundene til, at Victor Lander sagde ja til jobbet:
"LEGO Masters kan noget andet end andre konkurrencer på tv. Det er befriende, at det ikke er så selvhøjtideligt, så der er plads til at boltre sig med humor og energi og lave jokes med både programmet og med deltagerne. Og det smitter af på deltagerne, så de bliver mere afslappede," siger Victor Lander.
Kompetent dommer
De otte par, der dyster i LEGO Masters, har tre millioner LEGO-klodser at gøre godt med, når de på tid skal løse forskellige udfordringer. De par, der løser opgaverne bedst, er videre i konkurrencen, mens nogle må forlade det farverige slaraffenland, indtil der står tre par tilbage i finalen.
Programmets dommer, Søren Dyrhøj, bedømmer parrenes kreationer ud fra parametre som opfindsomhed, historiefortælling og teknisk kunnen:
"Jeg er superspændt på at se, hvilken talentmasse der er blandt LEGO-byggere i Danmark, og så håber jeg meget, at de kommer til at bygge noget, jeg aldrig har set før. De har i hvert fald alle muligheder for at give den fuld gas med vilde ideer," siger Søren Dyrhøj, der siden 1997 har designet nogle af de mest ikoniske LEGO-sæt.
Finalen sendes fredag 28. maj på TV 2 PLAY og fredag 4. juni på TV 2. Det par, der vinder LEGO Masters, vinder æren og det store ’LEGO Masters’-trofæ. Derudover vil vinderparret blive bygget i LEGO-klodser, som udstilles i Miniland i LEGOLAND Billund. Kreationerne fra de tre finalepar udstilles i LEGO House i Billund.