Efterårsferien er lige rundt om hjørnet - og måske skal du ud at rejse.
Hvis du skal flyve med Norwegian eller SAS, så kan du ifølge Ritzau godt lade mundbindet blive i tasken - alt efter hvor du skal hen. Nu dropper de to flyselskaber nemlig mundbindet på rejser mellem skandinaviske lande.
Det gælder fra mandag den 18. oktober - det oplyser Norwegian i en pressemeddelelse. Så skal du rejse mellem Danmark, Norge eller Sverige kan du flyve uden mundbind.
Selvom danskerne længe har kunne droppe mundbindet i hverdagen, så har det fortsat været et krav når man eksempelvis skal rejse med fly.
Fortsat et krav i lufthavnen
Årsagen til at passagererne nu kan droppe mundbindet skyldes smittesituationen og de lempede restriktioner i de pågældende lande.
Siden juni 2020 har mundbind været et krav - og det er det dog også stadig på rejser der går udenfor Skandinavien.
Skal du rejse længere væk, men mellemlander som første stop i et Skandinavisk land behøver du også først bære mundbind, før du rejser med flyet der skal videre.
Du bør dog være opmærksom på, at det fortsat er et krav at bære mundbind i alle lufthavne.