Siden årsskiftet har det kostet dansk politi 13,2 millioner kroner at beskytte partileder Rasmus Paludan fra Stram Kurs. Partilederens markante holdninger og meget omtalte demonstrationer, har gjort, at han modtager personbeskyttelse fra Rigspolitiet. Siden beskyttelsen startede i 2019 har det kostet de danske skatteydere 127,2 millioner i alt.
Det fortæller dagbladet B.T., der har fået tallene oplyst af Rigspolitiet ved hjælp af en anmodning om aktindsigt.
Når diverse medier viser billeder fra partiets Stram Kurs' demonstrationer rundt omkring i Danmark, er partileder Paludan ofte flankeret af et forholdsvis stort opbud af betjente, der sørger for at holde ro og orden.
Beskyttes dag og nat
Det er Politiets Efterretningstjeneste, der står for personbekyttelsen af Rasmus Paludan. Partilederen beskyttes både om dagen og natten, når myndighedrne vurderer, at dette er nødvendigt. Det er allerede i år blevet til en del timer, fortæller Rigspolitiet.
"Samlet set for perioden 1. januar 2020 til og med 31. juli 2020 skønnes det (...) at der er anvendt omkring 23.400 timer. Ved omregning med en standardårsværkspris udgør dette 13,2 millioner kroner til lønudgifter inklusiv gennemsnitlige afledte drifts- og lønomkostninger," skriver afdelingschef i Rigspolitiet, Jesper Kammersgaard, til B.T., inden han fortsætter:
"Hermed indgår en standardsats for udgifter til køretøjer, bygninger med videre tillige i opgørelsen."
Partilederen selv afviser, at beløbet er brugt på ham. Istedet mener Rasmus Paludan, at millionerne er gået til de mennesker, der udgør en trussel mod ham. Det fortæller han til avisen.
"Pengene er brugt på at beskytte demokratiet mod voldelige muslimer. Det er da klart, at når man har en politik, hvor man lukker mordere ind i landet, som Danmark har haft i mange år, så koster det selvfølgelig noget at beskytte demokratiet mod disse mordere," udtaler partileder Rasmus Paludan fra Stram Kurs.