Over foråret og sommeren er der foretaget flere koranafbrændinger foran udenlandske ambassader, som har vakt stor vrede i muslimske lande. Det medførte som bekendt, at det militante islamistiske netværk al-Qaeda luftede sit ønske om at se hævnaktioner udført mod især Danmark og Sverige.
Som følge af en reel trussel for hævnaktioner, varslede regeringen i slutningen af juli, at den ville se på, hvordan afbrændinger af koraner og andre hellige skrifter i særlige situationer kunne forhindres.
Det er det forslag, der præsenteres nu.
Regeringens forslag om at forbyde såkaldte "utilbørlige behandlinger af genstande med stor religiøs betydning" har dog allerede fået Rasmus Paludan til at overveje, hvordan han kan fortsætte med sine demonstrationer.
For det kommer ikke til at stoppe ham. Tværtimod, mener han. Demonstrationerne bliver måske bare lidt anderledes.
Ifølge Ekstra Bladet, der har spurgt Rasmus Paludan om, hvorvidt forslaget kommer til at gøre nogen som helst forskel for hans lyst til at lave demonstrationer, er svaret klart:
"Ja, jeg tror det kommer til at have rigtig stor betydning. For vi kommer til at have meget mere blod på tanden, end vi nogensinde har haft før," siger Rasmus Paludan til Ekstra Bladet.
Rasmus Paludan har også allerede tænkt over, hvordan loven kan omgås.
Han foreslår blandt andet at rive koranen fra hinanden og smide ned i en plastikballe, for "så er det jo ikke en religiøs genstand mere".
Derudover forestiller han sig et scenarie med en vielse af to homoseksuelle mænd foran en ambassade, hvor mændene skal give koranen og hinanden et kys.
Og med regeringens nye lovforslag kan sådanne alternative demonstrationer allerede stå for døren.
Det samme kan dog koranafbrændinger også.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte på fredagens pressemøde, at man forventer flere koranafbrændinger i fremtiden som følge af lovforslaget.
Dog kun 'på den korte bane', siger han.