Pas på: Emojis kan koste dig kassen i efterårsferien

Af: Kasper

|

16/10/2018

Hvis efterårsferien går til udlandet, kan det blive meget dyrt at sende emojis.

Lige nu læser andre også

Efterårsferien er over os, og mobilen kommer med til udlandet med lige så stor selvfølge som passet. Mobilregningen kan dog risikere at rumme ubehagelige overraskelser, hvis man sender mange sms-beskeder med emojis fra et ikke EU-land. 

De dyre emojis

Forklaringen er, at hver emoji består af en række forskellige tegn. En traditionel sms kan bestå af op til 160 tegn, og bruges der flere tegn end det sendes der flere sms’er - ofte uden afsenderen kan se det. Antallet af sms’er kan blive et ømt punkt på mobilregningen, hvis rejsen går til et ikke EU-land, hvor prisen for at sende en sms ikke er reguleret. Eksempelvis betaler mobilkunder hos Yousee 2,50 kr. for hver sms, der sendes fra Thailand til Danmark.

Verdens største Emoji-opslagsværk, Emojipedia, oplyser til Mobilabonnement.dk, at deres tests viser, at der i sms-beskeder med mindst én emoji er omkring 70 tegn tilbage til bogstaver og tegn. Antallet af tegn, der går på en emoji er meget forskelligt, så det kan hurtigt løbe op i flere hundrede tegn. 

Brug internettet i stedet

Et godt alternativ til sms-beskeder er internetbaserede beskeder som f.eks. Facebook-messenger. Her skal man være opmærksom på dataforbruget, der på de fleste smartphones er relativt nemt at holde øje med. 

Værd at være opmærksom på

Holdes efterårsferien i et EU-land gælder de europæiske roaming-regler, der betyder at mobilen kan bruges på samme vilkår som herhjemme. Vær dog opmærksom på, om dit mobilabonnement kan bruges i EU, og hvor meget EU-data, der er med.

Desuden anbefaler Mobilabonnement.dk, at man er ekstra opmærksom hvis man færdes omkring EU’s ydre grænser. Her kan mobilen pludselig hoppe på et netværk i et ikke EU-land, og så kan forbruget i den grad aflæses på størrelsen af den næste mobilregning. Undgå også satellitnetværk, som man ofte finder på både og færger. De er ikke omfattet af roaming-reglerne. 

Anbefalet til dig