Har du handlet ind i Meny, Spar, Let-Køb eller Min Købmand, så skal du lige tage et ekstra kig på, hvad du havde med hjem. Dagligvarekoncernen Dagrofa har nemlig udsendt en pressemeddelelse, hvori de tilbagekalder to typer pasta.
Tilbagekaldelsen skyldes, at der er fundet insekter i produkterne.
Ifølge Dagrofa er der tale om mærkerne Gestus conchigliette og Omhu Bucatini. Har du købt et af de to nævnte pastamærker i en af de nævnte butikker, så bør du hurtigt tjekke, hvilken anvendelsesdato de har.
Gestus conchigliette har sidste anvendelsesdato den 3. juli 2021, mens Omhu bucatini har sidste anvendelsesdato den 30. januar 2021. Det er altså i disse poser, at du kan støde på insekterne.
Har du købt en af disse poser, bør du enten kassere produktet, eller levere det tilbage til den forretning, hvor du har købt det.