PensionDanmark med glædelig nyhed: Større udbetalinger til medlemmerne

Nyheder
Foto: PensionDanmark
Foto: PensionDanmark
Hos PensionDanmark er de yderst tilfredse.

Lige nu læser andre også

PensionDanmarks årsrapport for 2024 viser flotte stigninger i medlemmernes pensionsudbetalinger og depotstørrelser, som giver en mærkbar forskel for pensionisternes økonomi både nu og i fremtiden. 

Udbetalingerne steg i det forgangne år med 9 procent for medlemmer, der startede med fuld udbetaling i 2024, og de forventes at stige med yderligere 25-30 procent frem mod 2030. 

Den gennemsnitlige depotstørrelse for medlemmerne i PensionDanmark var ved udgangen af 2024 på 396.900 kroner – en stigning på 8,2 procent i forhold til 2023. 

Stigningerne er særligt kommet som følge af årets investeringsafkast på 29,6 milliarder kroner, som også var med til at løfte den samlede balance med 10,8 procent til 366 milliarder kroner.

Samtidig var der overskud i forholdet mellem indbetalingerne, som steg 6,8 procent til 16,8 milliarder kroner, og udbetalingerne, som var på 13,2 milliarder kroner.

"Det er med stor tilfredshed, vi ser tilbage på et år, hvor vi har taget vigtige skridt mod at fremtidssikre PensionDanmark, så vi kan fastholde og udbygge den økonomiske tryghed for medlemmerne, som er vores kerneopgave," udtaler Susanne Østergaard Lundby, der er CFO i PensionDanmark. 

Flere grønne investeringer

PensionDanmarks samlede grønne investeringer udgjorde 44,8 milliarder kroner ved udgangen af 2024, hvilket er 18 procent højere end et år forinden.

Og i løbet af året finansierede PensionDanmark udviklingen af 221 megawatt ny vedvarende energikapacitet.

Samtidig er CO2-aftrykket fra aktier og virksomhedsobligationer reduceret til 6,5 ton per millioner kroner investeret.

Det er mere end en halvering i forhold til 2018, og dermed er 2025-målet om en reduktion på 48 procent indfriet.

Anbefalet til dig