At leve evigt kan ikke lade sig gøre, men danskere nu tættere på end nogensinde før.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at rekordmange danskere fejrer deres 100-års fødselsdag.
Over 15 år har vi således set en betydelig stigning i antallet af danskere, der når at fejre 100 års-fødselsdag - faktisk er der tale om næsten 55 procent flere.
Stigningen afspejler. at vi generelt lever længere, og at mange af os også har et godt helbred, selv mange år efter, vi har forladt arbejdsmarkedet.
I juni måned kunne man tælle 1.254 danskere over 100 år. Det er en stigning på næsten 26 procent i forhold til for ti år siden.
Men det er ikke kun hundredårige, der er i stigning. Gruppen af danskere over 90 år har også oplevet en vækst og talte i juni 2024 hele 46.475 personer mod 41.525 i starten af 2014.
Et hak i økonomien
Men selvom det er et stort skulderklap for folkesundheden, medfører det også visse udfordringer - økonomien.
"En længere levetid kan udfordre den enkeltes økonomi. Det er derfor afgørende, at man har en tilstrækkelig opsparing til at dække hele livet, især hvis man lever meget længe. Mange pensionister er afhængige af folkepensionen som deres primære indkomstkilde og i mindre grad af pensionsopsparing, hvilket især gør sig gældende for de ældste pensionister," fortæller Mads Moberg Reumert, cheføkonom i Danica Pension, til Ekstra Bladet.
For en 67-årig i dag vil en forlængelse af pensionsudbetalingerne fra 90 til 100 år betyde en reduktion i den årlige udbetaling med 24 procent.
En opsparing på en million kroner, der skulle strække til 90 år, ville give 55.700 kroner årligt, men falder til 42.700 kroner årligt (svarende til 13.000 kroner, red.), hvis den skal række til 100 år.