2024 var generelt set et godt år for de danske pensionskasser.
Ligesom mange andre har Sampension haft et godt år, hvor indbetalingerne blandt andet nåede det højeste niveau nogensinde.
De lidt over 350.000 medlemmer stod tilsammen for indbetalinger på 16 milliarder kroner, hvilket er rekordhøjt og en stigning på 24 procent ift. 2023.
De løbende indbetalinger steg med 6 procent til 10,3 milliarder kroner i 2024, mens kundernes indskud og overførsler blev på 4,6 milliarder kroner sidste år - en stigning på 71 procent ift. 2023.
Sådan skriver Sampension i en pressemeddelelse.
”Indbetalingerne fra kunderne skød markant i vejret sidste år, hvor de nåede nye højder. Det er selv sagt særdeles tilfredsstillende. Udviklingen er især drevet af, at en betydelig del af de nye kunder, som vi har budt velkommen i 2024 - ifm. at deres arbejdsplads har valgt Sampension som pensionsleverandør – i samme ombæring har overført deres hidtidige pensionsordninger til os,” siger Hasse Jørgensen, der er administrerende direktør i Sampension.
Han peger desuden på, at resultatet af overenskomstforhandlingerne på det offentlige område også bidrog til væksten i indbetalingerne sidste år, og det samme gælder med det forhold, at mange kunder prioriterede at sætte ekstra ind på pensionsopsparingen i 2024.
”Samlet set er de rekordhøje indbetalinger udtryk for en tillidserklæring fra kunderne, som vi naturligvis skal leve op til,” siger Hasse Jørgensen.
Lavere, men stadig flot investeringsafkast
Investeringsafkastet i Sampension blev på 17,2 milliarder sidste år mod 21,4 milliarder kroner i 2023.
Selvom der er tale om en mindre nedgang, har medlemmerne fået flere penge på kontoen, som de får, når de engang skal på pension.
”2024 blev endnu et godt år for pensionsopsparerne herhjemme. Den medvind, der prægede aktiemarkederne i 2023, fortsatte sidste år, og det bidrog til, at danskerne generelt fik pæne afkast på deres pensionsopsparinger, hvilket også gjaldt vores kunder. Når det gælder om at skabe værdi for kunderne, er det dog afkastet set over en længere årrække, der er afgørende, og her klarer vi os rigtig godt både absolut og ift. branchen,” siger Hasse Jørgensen.
For kunder i Sampension Liv op til og med 51 år i moderat risiko blev afkastet på 9,6 procent i 2024, og over en femårig periode ligger afkastet for denne aldersgruppe på 43,1 procent.
”Netop med henblik på at styrke mulighederne for også fremadrettet at sikre kunderne gode langsigtede afkast har vi fra årsskiftet valgt at skrue op for andelen af aktier generelt i kundernes pensionsopsparinger. Det vil alt andet lige øge afkastpotentialet over årene og dermed også bidrage til højere forventede pensionsudbetalinger til kunderne i sidste ende,” siger Hasse Jørgensen.
Har du svært ved at se små bogstaver?
Produkt
Navn
Pris
Forhandler




Konkret øges aktieandelen i de tre investeringsprofiler – lav risiko, moderat risiko og høj risiko – og særligt for de ældste kunder. For alle investeringsprofiler giver ændringen højere forventede ydelser med en begrænset merrisiko.
I 2024 sænkede Sampension endnu en gang CO2-udledningen fra investeringsporteføljen.
Således blev den absolutte udledning sidste år reduceret med 20 procent, mens det såkaldte carbon footprint (udledning pr. million kroner investeret) faldt med 22 procent.
Dermed er udledningen i alt faldet med hhv. 41,9 procent (absolut udledning) og 51,9 procent (carbon footprint) siden 2020.
Her er der tale om klimaaftrykket for den del af investeringerne, som udleder CO2, hvilket vil sige, at Sampensions investeringer i skov, der optager CO2, ikke er medregnet.
”Hvis vi skal de accelererende klimaforandringer til livs, er det afgørende, at alle bidrager, hvilket naturligvis også gælder investorerne. Vi arbejder målrettet på løbende at sænke klimaaftrykket fra vores investeringer, hvilket vi nu er lykkes med i en efterhånden længere årrække. Det er vi meget tilfredse med. Og det er samtidig en understregning af, at vi er på rette spor ift. at realisere vores klimamål, hvor vi endda ligger et pænt stykke foran de årlige reduktionsmål, der er nødvendige for at nå målene på både mellemlang og lang sigt,” siger Hasse Jørgensen.
Sampension har som mål, at CO2-udledningen fra den samlede investeringsportefølje skal være reduceret med 45 procent i 2030 ift. 2020, hvilket skal bidrage til, at investeringsporteføljen i 2050 er CO2-neutral.
Sampensions balance var på 337 milliarder kroner i 2024, hvor antallet af kunder og medlemmer i fællesskabet steg med knap 12.000 til over 355.000.
Sampension er kundeejet og administrerer arbejdsmarkeds- og firmapensioner for Sampension Livsforsikring, Pensionskassen Arkitekter & Designere (PAD), Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger (PJD) samt ISP Pension.