Plejehjem dræner pensionisters pengepung: Har kun penge til de faste udgifter

Nyheder
Det koster mange penge at bo i plejebolig. Foto: Shutterstock
Det er dyrt at blive gammel i dagens Danmark.

Lige nu læser andre også

Selvom man typisk får færre penge mellem hænderne, når man bliver ældre, så betyder det ikke nødvendigvis at de faste udgifter falder. Det er i hvert fald ikke tilfældet, når man ikke længere har det overskud, som ens eget hus og have kræver, og man flytter i en plejebolig.

Det fortæller Kristelig Dagblad, der har foretaget en gennemgang af priserne på 30 tilfældigt udvalgte plejeboliger i hele Danmark.

Avisens tal viser, at det i gennemsnit koster 6407 kroner om måneden at bo i en plejebolig.

Det høje beløb dækker kun huslejen, derudover påløber der udgifter til vand, varme og tøjvask. Hvis man ikke selv er i stand til at købe ind og lave mad, så skal man også betale for en forplejningspakke, hvor personalet handler ind til og tilbereder beboerens mad for dem.

Disse ekstra udgifter betyder, at udgifterne til en plejebolig ofte løber op i mere end 10.000 krober hver måned. 

Et af problemerne opstår, når ældre plejeboliger rives ned og nye skyder op. Selvom de nye som oftest er lækre, moderne og energivenlige, så betyder det også, at udgifterne hertil er højere.

Hårdt spændt for

Per K. Larsen, som er landsformand i foreningen Danske Seniorer, fortæller, at udgifterne til deres plejebolig betyder, at mange ældre ikke har penge til andet, når de faste udgifter er betalt. 

"I vores medlemsskare er det meget almindeligt, at man kun har sin folkepensionen og eventuelle tillæg til rådighed hver måned. Det betyder, at man som enlig cirka har 11.000 kroner om måneden at gøre godt med efter skat, og stort set det hele er bundet op i udgifter, hvis du flytter på et plejecenter," siger Per K. Larsen og fortsætter:

"Udover faste udgifter er der jo også udgifter til for eksempel frisør, fodpleje og medicin. Ens dagligdag kan være fuldstændigt fastlagt, og man har ikke et liv, hvor man kan disponere over sin egen økonomi," fortæller han. 

Derfor æder de udgifterne til ens bolig så stor en del af budgettet, at det kan være svært at få råd til gaver til børnebørn, nyt tøj eller et glas vin med en god ven eller veninde. Det fortæller chefkonsulent i Ældre Sagen Claus Blendstrup.  

"Ud over at betale for huslejen, for maden og de øvrige basispakker skal man stadig have råd til at købe tøj. Og hvis man bare en gang imellem vil have et glas vin, så skal der også være penge til det. Det er svært at få til at løbe rundt for rigtigt mange af de ældre"

 

Anbefalet til dig