Den polske regerings talsmand Piotr Muller bekræfter, at der er to dræbte som følge af en eksplosion i byen Przewodow, som ligger bare få kilometer fra den ukrainske grænse og dermed ukrainsk territorie.
Muller fortæller også, at man fra polsk side nu øger sit militære beredskab som en direkte reaktion på missilerne.
Udtalelserne kommer som følge af et møde i Polens nationale sikkerhedsråd onsdag aften, som landets premierminister, Mateusz Morawiecki, havde hasteindkaldt til efter at meldingerne om missilnedslag kom frem.
Talsmanden siger også, at man vil undersøge, om der er grundlag for at udløse NATO-alliancens artikel 4. Ifølge Den Nordatlantiske Traktat af 1949, så lyder artikel 4 som følgende:
“Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.”
NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg siger, at NATO har skærpet opmærksomheden omkring Polen.
- Vi overvåger nøje situationen og de allierede rådfører sig med hinanden i disse timer. Det er vigtigt at få etableret alle facts omkring hændelsen, siger NATO-generalsekretæren ifølge Berlingske.
Også på Twitter er Jens Stoltenberg ude med en melding. Her skriver han, at han har talt med den polske præsident, Andrzej Duda og sendt sin kondolence til de to døde polakker.