Polen kræver erstatning i billionklassen fra Tyskland

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Polen kræver 1,3 billioner euro af Tyskland som skadeserstatning fra Anden Verdenskrig.

Lige nu læser andre også

Polens regering har anslået 1,3 billioner euro i økonomiske skader, der blev forvoldt som følge af Anden Verdenskrig og Tyskland bliver nu bedt om at indvillige i at "forhandle".

Jaroslaw Kaczynski udtaler ifølge Politico, at det fremlagte beløb er et meget forsigtigt skøn, og at det kan vise sig at være meget højere.

Kaczynski udtalte endvidere, at det kommer til at blive en "lang samt vanskelig" affære at få erstatningen udbetalt.

Men han - og resten af regeringen - mener, at Tyskland har en "moralsk pligt" til at udbetale erstatningen.

Nazi-Tyskland invaderede Polen den 1. september 1939, hvilket udløste Anden Verdenskrig og førte til seks millioner dødsfald.

På trods af dette har Tyskland tidligere afvist Polens anmodning, da de mente, at sagen blev afsluttet i 1953, da Polen gav afkald på erstatningskrav mod Østtyskland.

Tysklands udenrigsministerium meddelte, at deres holdning var forblevet "uændret".

"Forbundsregeringens holdning er uændret, sagen om erstatning er afsluttet," kommer det fra en talsmand fra Tysklands udenrigsministerium i en e-mail til AFP, hvorefter det tilføjes:

"Polen har for længe siden, i 1953, givet afkald på yderligere erstatning og har bekræftet dette afkald flere gange. Dette er et væsentligt grundlag for den europæiske orden i dag. Tyskland står politisk og moralsk til sit ansvar for Anden Verdenskrig."

Donald Tusk, lederen af det største oppositionsparti i Polen, har ifølge Bloomberg hertil tilføjet, at han mener, det mere føles som en "politisk kampagne".

Han beskylder i samme ombæring Kaczynski for at forsøge at vinde masserne gennem denne "anti-tyske" tirade.

TRT World skriver, at Kaczynski har slået tilbage ved at udtale, at Tyskland aldrig er blevet bragt til "ansvar" for forbrydelserne.

"Tyskland har aldrig rigtig redegjort for sine forbrydelser mod Polen. Tyskerne invaderede Polen og gjorde enorm skade på os. Besættelsen var utrolig kriminel, utrolig grusom og forårsagede virkninger, som i mange tilfælde fortsætter den dag i dag."

Anbefalet til dig