Politiet til stede med maskinpistoler ved Aarhus Universitetshospital

Nyheder
Foto: Nyheder24
Foto: Nyheder24
Politiet er talstærkt til stede ved Aarhus Universitetshospital.

Lige nu læser andre også

Fredag eftermiddag er Østjyllands Politi til stede med en hel række af sine biler samt maskinpistolbevæbnede betjente Aarhus Universitetshospital.

Et øjenvidne fortæller til TV 2 Østjylland, at alle indgange blev lukket ved betjentenes ankomst.

I samme ombæring kan mediet bekræfte, at omtrent 10 til 15 betjente er til stede. De er alle bevæbnet med maskinpistoler.

"Vi fik en anmeldelse klokken 14.38 og har været der for at undersøge et mistænkeligt forhold. Vi er stadig derude og skal have klarlagt, hvad der er sket og undersøgt stedet og afsluttet det," sagde vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Lydersen til TV 2 Østjylland.

Hos Ekstra Bladet har man været i kontakt med Lars Elgård Pedersen, pressechef på Aarhus Universitetshospital, der bekræfter, at politiet er talstærkt til stede i forbindelse med en større aktion. 

Han fortæller, at aktionen foregår inde på hospitalet, men henviser til Østjyllands Politi for yderligere oplysninger.

Østjyllands Politi har siden skrevet følgende på det sociale medie X:

"Vi har været til stede på Palle Juul-Jensens Boulevard, hvor vi har undersøgt et forhold, som er anmeldt tidligere i dag. Der har ikke været nogle personer i fare på stedet, og man kan trygt færdes i området. Vi har ikke yderligere kommentarer til hændelsen."

Der er heller ingen meldinger om eventuelle tilskadekomne.

Nyheder24 følger sagen...

Anbefalet til dig